Fortsæt til indhold
Aarhus

Høj sol over Ajstrup – men ingen påskefrokost

Coronaen har ikke aflivet sommerhusturen, viser et tjek ved Ajstrup, men påsken 2020 bliver en asocial årgang.

Sild og snaps, masser af æg, gule servietter, lam, påskebryg, fuldt hus ved langbordet, højt humør og fest og farver.

Niksen, biksen.

Påsken 2020 vil blive husket for alt det, vi IKKE lavede.

Og hvis man tror, at der efter en måneds lockdown og social afholdenhed ikke er mere lydighed tilbage i danskerne, så gælder det i hvert fald ikke dem i Ajstrup.

Selv de unge følger reglerne:

»Normalt ville vi have vennerne med hernede, men i år er det kun os to.«

Det fortæller parret Rebekka Topholm, 28 år, og Jens Knudsen, 31 år. De har lånt hans forældres sommerhus i påsken, og denne skærtorsdag formiddag går med sudoku, bøger, kaffe og en slapper for to i solen.

Men er det okay at tage i sommerhus under coronakrisen?

»Jeg synes, det er fint nok, at statsministeren har opfordret til, at man ikke rejser på kryds og tværs af landet for at komme i sommerhus, men for os er det jo kun en køretur på 20 minutter fra Aarhus,« siger Rebekka Topholm, og Jens Knudsen supplerer:

»Her i sommerhuset har vi faktisk mere plads end hjemme i lejligheden i Aarhus, hvor du nemt kommer tættere på folk i opgangen, vaskekælderen og på gaden.«

Sommerhuset lejes ud via Dancenter, men har været tomt de seneste tre dage efter udlejning og har fået en hovedrengøring, inden Rebekka Topholm og Jens Knudsen rykkede ind.

Om du går i brugsen hernede eller derhjemme, kan jo være det samme, mener Kamma Hedemann, der bor hele året i Ajstrup. Foto: Christian Lykking.

Et stenkast derfra sidder Kamma Hedemann på terrassen foran sit hus, der ligger i første række med super sol og maks. havudsigt.

Hun er tandplejer på Aarhus Universitetshospital og faktisk ikke på sommerhustur, for hun bor hele året i huset i Ajstrup, hvor dagen ofte begynder med en 10 km gåtur ved stranden med en veninde og derefter en dukkert.

Trods coronakrise fornemmer Kamma Hedemann, at folk er taget i sommerhus som vanligt.

»Der er pænt mange mennesker hernede, og jeg synes, det er okay at tage i sommerhus, bare man følger reglerne. Hvis det er ens familie, er det jo det samme, og om du går i brugsen hernede eller derhjemme, kan jo også være det samme, blot du spritter af og holder afstand,« siger hun, der i påsken får besøg af datter og børnebørn på terrassen.

Selv om der er mange, er folk gode til at holde afstand på stranden, siger Bente Moesgaard og Jens Ole Juul over en kop kaffe med naboen - med afstand. Foto: Christian Lykking.

Hos ægteparret Bente Moesgard og Jens Ole Juul, der også bor helårs i første række ved Ajstrup Strand, er holdningen også, at sommerhus er okay, hvis man overholder reglerne.

»Det gør de fleste også ved stranden, kan man se, selv om der nærmest har været sort af mennesker nogle dage i påskeferien, men bilerne holder dog ret tæt på p-pladsen,« siger Bente Moesgaard.

Sommerhusdiskussionen blussede op, da statsminister Mette Frederiksen i slutningen af marts opfordrede danskerne til at dæmpe rejseaktiviteten og efterfølgende måtte forklare, at hun ikke havde udstedt et forbud mod at tage i sommerhus. Det skete i et Facebook-opslag, hvor hun tilføjede:

»Derfor er vores budskab: Drop den store påskefrokost med hele familien. Udsæt besøgene hos venner og familie, selvom man ikke har set dem i lang tid. Og undgå at rejse for meget rundt til nye steder.«

Den store familiepåskefrokost i sommerhuset er droppet i år, fortæller Allan og Marianne Vad, der i stedet går strandtur med datteren Anja og børnebørnene Alfred og Carl. Hunden hedder Hansen. Foto: Christian Lykking.

Den melding er læst og forstået af Allan Vad, der går tur med familien på stranden ved Ajstrup.

»Vi plejer at have den store påskefrokost for hele familien i sommerhuset, men det sker ikke i år. Vi går en tur på stranden og ned til fiskehuset i Norsminde, og så laver vi noget bål i haven, men vi er ikke sammen indenfor i år,« sukker han og tilføjer:

»Hold da op, det er godt nok hårdt for tiden – at man ikke kan give sine børn og børnebørn en krammer.«