Mange østjyder melder sig til corona-jobbank
Flere østjyske kommuner har søgt hjælp hos borgere med sundhedsfaglige eller pædagogiske kompetencer. Blandt dem er Aarhus, Silkeborg, Skanderborg og Odder Kommune.
Det gør de, fordi man forudser, at der bliver et øget behov for ekstra sundhedsfaglig og pædagogisk arbejdskraft i forbindelse med coronavirussen.
I Silkeborg Kommune, hvor man opfordrer alle uanset uddannelsesmæssig baggrund til at melde sig under fanerne, har 300 personer foreløbigt meldt sig til til kommunens nødberedskab.
Således står de tilmeldte nærmest i kø for at komme på et lynkursus, der varer en til fem dage, hvor de alt efter niveau og uddannelsesmæssig baggrund bliver lært op i bl.a. hygiejne, medicinhåndtering, håndtering af værnemidler og personlig pleje.
Kommunen oplyser, at man i den kommende uge regner med at uddanne 60 nye hjælpere til nødberedskabet, og at adskillige af medarbejderne har allerede fået et lynkursus og er derfor ansat i nye funktioner.
F.eks. er der rengøringsmedarbejdere, som normalt gør rent i kommunens bygninger, der er begyndt at gøre rent på plejecentre, og på den måde frigøres nogle sosu-medarbejdere til plejeopgaver. Ligesom at to fysioterapeuter og en kostvejleder nu fungerer som chauffører, der bringer værnemidler rundt.
I Skanderborg Kommune har man også oplevet stor opbakning til nødberedskabet. Her har man efterspurgt borgere med en baggrund inden for sundhed- og omsorgsområdet, og i alt 54 har meldt sig klar til at hjælpe.
ebs