Kampklædt politi og afspærring i Aarhus: Her er forklaringen
Østjyllands Politi afspærrede mandag eftermiddag Montanagade på Frederiksbjerg i det centrale Aarhus.
Kampklædt og bevæbnet politi med visir løste en opgave, der sikrede ’tryghed, sikkerhed, fred og orden’, oplyste politiet, da aktionen ved 17-tiden var blevet afsluttet med anholdelsen af en person.
Tirsdag oplyser politiet, at aktionen og afspærringen skyldtes en mistanke om, at en beboer havde en pistol på sig.
»Familien var bekymret for ham, og vi fik at vide, han havde et skydevåben i sin lejlighed, så vi spærrede gaden af og trængte ind i hans lejlighed, hvor han sad alene,« fortæller Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.
»Han hostede efter betjentene og råbte, han havde corona, og han tørrede næse i papir og kastede det efter dem. Så han blev anholdt og sigtet for vold og trusler om vold mod politiet. Vi ransagede lejligheden og fandt en (lovlig) hardballpistol, men ingen skydevåben.«
Politiet modtog anmeldelsen mandag kl. 15.38, hvorefter gaden blev afspærret. Beboeren, som var en 50-årig mand, blev anholdt ved 17-tiden, og afspærringen af Montanagade ophævet.
Han bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet.
Er han blevet testet for coronavirus?
»Vi har vurderet, at han godt kan sidde i et retslokale,« svarer Jakob Christiansen.