Midttrafik drosler billetkontrol helt ned i kampen mod smittespredning
For at begrænse smitterisikoen har Midttrafik valgt at skære billetkontrollen helt ned.
Billetkontrollen i Aarhus er droslet helt ned for at undgå at øge risikoen for smittespredning i den kollektive trafik. Det oplyser Midttrafik til JP Aarhus.
»I bybusserne i Aarhus og i Letbanen er der selvbillettering, og normalt er der billetkontrol med kontrollører. I den aktuelle situation med covid-19 er billetkontrollen droslet helt ned. Det skal medvirke til at sikre, at der ikke kommer smittespredning i bussen jævnfør sundhedsmyndighedernes anbefalinger,« siger Michael Steinberg, der er projektleder ved Trafikservice i Midttrafik.
Ligesom myndighedernes opfordringer til, at man kun tager kollektiv trafik, når det er nødvendigt, og at der ikke tages flere passagerer med, end der er siddepladser til, handler tiltaget om at begrænse antallet af mennesker i den kollektive trafik.
»Alle de tiltag, der er taget i den kollektive trafik, handler om, at der ikke må være for mange mennesker samlet på et lille sted. Det her tiltag er ét blandt mange for at undgå smittespredning.«
Udelukker ikke kontrol
Midttrafik udelukker dog ikke, at billetkontrollen bliver genindført, hvis det bliver nødvendigt.
»Tiltaget med at drosle billetkontrollen helt ned gælder kun for en kort periode, og det afhænger af, om situationen bliver udnyttet til at køre gratis, og der dermed kommer flere i busserne. Vi kan derfor ikke udelukke, at kontroller vil blive gennemført, eventuelt ved ind- og udstigning,« siger Michael Steinberg.
Han opfordrer kunderne til at følge myndighedernes anbefalinger, handle ansvarligt og købe billet, hvis de skal rejse med kollektiv trafik.
»Vi har en stor appel til kunderne: Vi opfordrer kraftigt til, at situationen ikke udnyttes, og at alle også på dette område udviser samfundssind og opfører sig ansvarligt.«
I busserne uden for Aarhus er der som sædvanligt billettering ved chaufføren.