Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus sang fra vinduer og altaner

Midt i denne coronatid kan man godt få brug for lidt til smilebåndet. Derfor blev der mandag klokken 17 sunget fra altaner og vinduer.

»Hvem synger for?« råber et ældre ægtepar fra altanen på Norsgade i Øgadekvarteret i Aarhus.

Efter lidt råben frem og tilbage begynder en kvinde på den anden side af gaden at synge »Det er i dag et vejr. Et solskinsvejr ...«, hvorefter parret på den anden side bevæbnet med Højskolesangbogen i hænderne begynder at synge med: »O, søde vår, så er du atter nær«.

Gik man en tur rundt på de næsten øde gader i Danmarks andenstørste by, Aarhus, klokken 17, så ville man have oplevet, hvordan aarhusianerne stod og sang og spillede sammen fra altaner og vinduer enkelte steder.

At synge er en let måde at sprede lidt glæde, som jeg tror, at mange har brug for i den her tid
Initiativtager til "Aarhus synger fra vinduer og altaner" Jazz Noer Brøchner

I Aarhus og flere andre steder i landet har borgerne nemlig fundet en måde at vise sammenhold på i en tid, hvor de er adskilt fra hinanden. De synger simpelthen sammen.

Initiativtageren er den 45-årige Jazz Noer Brøchner. Hun oprettede begivenheden ”Aarhus synger fra vinduer og altaner” søndag eftermiddag efter at have set videoer fra Italien, hvor de små gader med gamle altaner var fyldt med sang og spil.

Selvvalgt isolation

Hun er i øjeblikket i selvvalgt isolation, fordi hun har ondt i lungerne og muligvis er smittet med coronavirus.

»Jeg blev simpelthen så rørt, da jeg så videoerne. Det fik mig til at tænke, at skulle vi da også have tilsvarende i Danmark, selv om situationen ikke helt er den samme. At synge er en let måde at sprede lidt glæde, som jeg tror, at mange har brug for i den her tid, hvor man er nervøs, og mange sidder alene,« siger Jazz Noer Brøchner, der arbejder som social iværksætter.

Blot få timer efter, at hun oprettede begivenheden, havde flere tusinder vist interesse for at synge med.

Beskeder som: »Vi synger på Jyllands Allé« og »Jeg melder klar med saxofon på Grønnegade« blev der skrevet flere af på siden.

På den anden side af Nørre Allé i det centrale Aarhus blev fællessangen frit fortolket. Ud fra en taglejlighed kan man se armen på en elguitar og en forstærker, hvor en ung mand og kvinde synger ”Boyfriend” af den canadiske popstjerne Justin Bieber.

Musikken fylder gaderne, og der bliver kigget ud af de omkringliggende vinduer.

Vindueskiggerne synger ikke med, og fællessangen forstummer hurtigt rundt i byen.

Men man kan dog ane, at der bliver trukket på smilebåndet.