Molslinjen holder sig under faregrænsen
Trods faren for coronavirus sejler Molslinjen videre, da passagertallet akkurat holder sig under 1.000.
Med et maximalt tilladt passagertal på 980 kommer Molslinjens Kattegatfærger, der går i pendul mellem Jylland og Sjælland, lige akkurat under det tal på 1.000 mennesker, som myndighederne i går satte som grænse for, hvor mange man bør undgå at være sammen.
»Så vi sejler ufortrødent videre. Men vi følger selvfølgelig nøje udviklingen, så vi kan justere ind, hvis det bliver nødvendigt« siger Jesper Maack, kommunikationschef for Molslinjen.
For at begrænse udbredelsen af coronavirus opfordrede de danske myndigheder fredag til, at alle forsamlinger med over 1.000 mennesker bliver udskudt eller aflyst. I første omgang for resten af marts.
Molslinjens rute til Bornholm har et passagertal på max 1.400.
»Men så mange rejsende har vi ikke på denne årstid. Så også i Østersøen sejler vi videre. Og vi har jo hele tiden muligheden for at stramme i passagertallet, hvilket jo kan blive nødvendigt, hvis coronabilledet eventuelt er det samme, når vi når frem til påske,« siger Jesper Maack