Fortsæt til indhold
Aarhus

Havde udsigt til 24-timers Le Mans-debut: Nu gruer aarhusiansk racerkører for fremtiden

Den 25-årige aarhusianske racerkører Mikkel Jensen skulle i indeværende sæson have kørt for det succesfulde team G-Drive Racing, der bl.a. er sat til at deltage ved det prestigefyldte 24-timers Le Mans. Men drømmen om debut på Circuit de la Sarthe er modvilligt sat på standby

»Det hele ser skidt ud. Stort set.«

Sådan falder ordene. Kort og præcist.

For en måned siden kunne den aarhusianske racerkører og European Le Mans Series-vinder i LMP3-regi Mikkel Jensen ellers stolt annoncere, at han havde skrevet under på en kontrakt med det succesfulde motorsports-LMP2-team G-Drive Racing.

Den 25-årige racerkører fra Hasselager, der nu er bosat i Østrig, skulle fremover træde speederen i bund for G-Drive Racing i European Le Mans Series og som LMP2-rekrut og debutant i 24-timersløbet på Circuit de la Sarthe, det nok så legendariske 24-timers Le Mans.

Men … ligesom det stort set gør sig gældende i resten af verden, er motorsporten også alvorligt ramt af den smitsomme og frygtede coronavirus, der for alvor har sat sit dystre præg på alle verdenshjørner og i særdeleshed Europa.

Derfor klinger Mikkel Jensens svar da også temmelig mismodigt på spørgsmålet om, hvor grelt det i virkeligheden ser ud for den indeværende 2020-sæson, der egentligt ellers skulle have været aarhusianerens helt store gennembrud i motorsporten.

Le Mans uden tilskuere?

For i slutningen af marts skulle Mikkel Jensen sammen med G-Drive Racing nemlig have taget hul på den officielle test til European Le Mans Series i Barcelona, mens sæsonens første store løb burde have været flaget grønt på samme bane allerede 3. til 5. april.

Men som tingene i et uhørt tempo ellers har udviklet sig på det seneste, er G-Drives LMP2-racer som en direkte konsekvens forblevet parkeret i garagen indtil videre, og Mikkel Jensen måtte skuffet returnere til sin residens i Østrig, mens løb efter løb sidenhen er blevet enten aflyst eller udskudt.

»Jeg befinder mig i Østrig på femte uge nu siden min seneste rejse til Barcelona, vel at mærke inden alt lukkede ned. Alt er heldigvis vel her, omend ret kedeligt. Jeg får dog kørt en masse simulator herhjemme, og jeg tænker desværre, at det også forbliver sådan de næste to-tre måneder som minimum,« fortæller den 25-årige racerkører.

Men hvad så med den drøm? Drømmen om at give den gas på den glohede asfalt på Circuit de la Sarthe. Hertil må fartdjævlen fra Hasselager væbne sig med en vis portion tålmodighed.

»Jeg havde som udgangspunkt tre løbsprogrammer i år. I LMP2 og i to andre kontrakter med GT-teams – og heldig, som man nogle gange har lov til at være, passede alle tre løbskalendere sammen, så jeg kunne nå at køre dem alle. Det sker næsten aldrig i race, at så mange løb kan kombineres,« siger Mikkel Jensen, inden den barske realitet også melder sig på banen:

»Men hvornår det end starter op igen, vil alle tre løbsserier helt sikkert have løb, der ligger lige oveni hinanden, og så må jeg i så fald afgive de to GT-sæder. LMP2 er min prioritet, og allerede der bliver der i sig selv to-tre løb mindre end planlagt. Det er bare brandærgerligt og har kæmpe indflydelse økonomisk, da jeg ikke er månedslønnet.«

»Le Mans-datoen blev ændret for tre uger siden og er nu sat til medio september. Jeg håber virkelig, at det holder, men tvivler. I bedste fald kan det nok blive uden tilskuere – ikke just det, man håbede på i sit første Le Mans med et sandt drømmeteam,« sukker Mikkel Jensen.

En usikker fremtid

Som det ser ud lige nu, har den nuværende krise trods de talrige udskudte racerløb ikke på katastrofal vis ramt Mikkel Jensen økonomisk – endnu – fortæller han.

»Jeg plejer at være god til at spare – jeg er jo jyde. Så jeg overlever nok. Men i sidst ende kan det da klart ændre sig, hvis det bliver et år uden indkomst. Og værst af alt kan det ende med at blive svært at finde et “sæde” i næste sæson. Jeg er sikker på, vi kommer til at se flere teams dreje nøglen om efter det her. Dem, der kan overleve, går måske så efter kørere, der selv kan smide budget ind i teamet og ikke efter en kører, som de skal betale for. Det kan derfor ende rigtig skidt,« siger han og tilføjer:

»Det er dog stadig svært at spå om, hvordan det hele udvikler sig. Det vigtigste er, vi kommer i gang igen til juli eller august, om det så er med eller uden tilskuere, må tiden vise.«