Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus Kommune advarer: Kloakvand har blandet sig med regnvand

Der er udsigt til mere vand og flere problemer. Borgere kan hente sandsække på genbrugsstationer.

JP Aarhus

DMI varsler om op til 20-22 mm. nedbør i Aarhus i værste tilfælde, og det kan især give problemer i Solbjerg, hvor der er risiko for oversvømmelse i boligområder, lyder en advarsel fra Aarhus Kommune.

Vejrudsigten melder dog ikke om blæst af betydning, så vurderingen fra beredskabet i kommunen lyder, at afvandingen via Aarhus Å oa. kan klare de øgede regnmængder uden yderligere større oversvømmelser.

Vandstanden i Solbjerg Sø er imidlertid så høj, at der er risiko for såkaldt tilbagestuvning af vand. Det vil sige, at flere husejere ikke kan komme af med deres regnvand via regnvandsledningerne, oplyser kommunen.

Det kan resultere i, at grundejerne kan opleve vand på deres grund. Det gælder også for huse, som ikke ligger længst nede ved søen.

Beboere i området, der ønsker at forebygge oversvømmelser, kan få udleveret sække og sand på genbrugsstationerne i Malling eller Hasselager. Skulle der være brug for sandsække uden for genbrugsstationernes almindelige åbningstid, er det også muligt at hente sandsække på forbrændingsanlægget i Lisbjerg døgnet rundt.

Beboerne skal dog være opmærksomme på, at de selv er ansvarlige for vand på egen grund, og de skal derfor også selv fylde og transportere sandsækkene, lyder det fra kommunen.

Kloakvand i kolonihaver: Bliv væk

Flere kolonihavehuse i Norringholm ved Brabrand Sø er blevet oversvømmet. Her er vandet blandet med kloakvand og man skal derfor afholde sig fra at komme i kontakt med vandet, lyder kommunens advarsel.

Aarhusianerne må generelt indstille sig på, at oversvømmelserne bliver langvarige, da afvandingen foregår langsomt, og fordi der som sagt er varsel om yderligere nedbør.

Der kommer desuden frost i weekenden, og vejene kan mange steder blive meget glatte. Det er ikke muligt at salte alle steder, da saltet mange steder bliver skyllet væk. Trafikanterne bør derfor færdes med stor forsigtighed.

Det aktuelle beredskab i forbindelse med oversvømmelserne, er et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Østjyllands Brandvæsen og Aarhus Vand. Beredskabet følger situationen nøje hen over weekenden, oplyser kommunen.