Turistrekorder på Djursland og i Silkeborg
Djursland rundede 1 mio. overnatninger i feriehuse i 2019. Det er aldrig sket før.
Turisterne strømmer fortsat til Djurslands skønne natur og mange spændende attraktioner, og i 2019 har antallet af overnatninger i feriehuse krydset den magiske grænse på en million, viser nye tal fra Danmarks Statistik, der også viser, at Silkeborgs satsning som Danmarks Outdoor Hovedstad giver turister: Hoteller og campingpladser i Silkeborg har i 2019 således haft et rekordår med over 635.000 overnatninger.
»Med i alt 1.026.300 overnatninger satte feriehusmarkedet på Djursland sidste år en bemærkelsesværdig rekord,« skriver Visitaarhus i en pressemeddelelse. Stigningen i forhold til 2018 er på 11,1 pct. svarende til 102.500 flere overnatninger.
»Det er et superflot resultat, som bekræfter, at Djursland er en turistmagnet med en perfekt beliggenhed for gæster, der vil kombinere naturoplevelser og aktiviteter med en storbyoplevelse i Aarhus. På Djursland ligger alle muligheder inden for mindre end en times kørsel,« siger direktør Pia Lange Christensen, Visitaarhus.
Langt over halvdelen af alle gæsteovernatninger på Djursland sker i feriehuse, og når overnatninger på hoteller, feriecentre, camping og lystbåde medregnes, så steg det samlede overnatningstal på Djursland med 4,2 pct. til over 1,8 mio. overnatninger i 2019.
»Den positive udvikling i turismen er vigtig for hele Djursland. De mange gæster er med til at skabe flere arbejdspladser og omsætning i de mange turismevirksomheder til glæde for hele området. Jeg er overbevist om, at det nye, forhøjede bundfradrag på 40.900 kr. for udlejning af feriehuse har haft en stor effekt og bidraget til et øget udbud af feriehusene,« siger borgmester Jan Petersen, Norddjurs Kommune.
Tallene fra Danmarks Statistik viser, at antallet af udenlandske overnatninger i 2019 er steget med 4,9 pct., og det er primært tyskere, svenskere, nordmænd og hollændere, der har haft Djursland som feriedestination.
»Det høje antal udenlandske gæster er et stort skulderklap til turistbranchen på hele Djursland, der knokler for at skabe opmærksomhed om vores flotte natur, de mange familievenlige attraktioner og dejlige strande,« siger borgmester Ole Bollesen (S), Syddjurs Kommune.
Ud i naturen
I Silkeborg er stigningen på 8,3 pct. i forhold til 2018, og antallet af overnatninger slår dermed den hidtidige rekord fra 2017, hvor Silkeborg var en del af Europæisk Kulturhovedstad.
Direktør Pia Lange Christensen, Visitaarhus, har en forklaring:
»Den flotte fremgang understreger, at Silkeborg med visionen om at være Danmarks Outdoor Hovedstad på få år har fået skabt en stærk profil og en spændende fortælling om natur og oplevelser, som tiltrækker både danske og udenlandske gæster. Den fortælling bliver yderligere styrket af det nye samarbejde på tværs af kommunerne i regi af Visitaarhus.«
Silkeborg blev i juli 2019 en del af destinationssamarbejdet Visitaarhus, som nu tæller otte øst- og midtjyske kommuner. Silkeborg Kommune har i en årrække arbejdet aktivt på at styrke friluftslivet i kommunen, og da Friluftsrådet i 2017 kårede Silkeborg til årets friluftskommune, blev det besluttet at markedsføre Silkeborg som Danmarks Outdoor Hovedstad.
»Der er et kæmpe potentiale i naturen i og omkring Silkeborg, og det er dejligt at se, at vores outdoor-vision allerede nu giver så flotte resultater for turistbranchen. Det skyldes ikke mindst, at outdoor er noget, som hele Silkeborg er samlet om og gerne deler med vores gæster,« siger borgmester Steen Vindum (V), Silkeborg Kommune.
Han glæder sig over, at Silkeborg næste år er udpeget som vært for den internationale konference Outdoor Sports Euro’Meet 2021, der samler europæiske outdoor-byer, forskere, universiteter, organisationer og andre outdoor-interesserede.
Det er især hotellerne og feriecentrene, der har oplevet fremgang i 2019. Her er antallet af overnatninger steget med over 15,6 pct. til i alt 273.326, men også campingpladserne har trods en meget våd sommer i 2019 haft en flot sæson med over 271.000 overnatninger, en stigning på 3,9 pct. fra 2018. Stigningen er i høj grad båret af udenlandske gæster, der er gået frem med 11,5 pct.