Højteknologisk udstyr fra Terma sætter kurs mod Solen
Lystrup-virksomheden bidrager med en række forskellige systemer på rummission, der skal skaffe mere viden om forbindelsen mellem Solen og Jorden
Der er højteknologisk udstyr fra Terma i Lystrup med om bord på den europæiske satellit ”Solar Orbiter”, der tidligt mandag morgen sendes af sted fra Cape Canaveral i Florida med en løfteraket fra Nasa. Opsendelsen er starten på en syv år lang videnskabelig mission omkring Solen.
Missionen skal skaffe mere viden om forbindelsen mellem Solen og Jorden. Den vil give større forståelse af solstorme, der kan forstyrre elektriske systemer, satellitkommunikation, og som udsætter fly og astronauter for kraftig bestråling.
Terma har bidraget med en række forskellige systemer, der understøtter missionen, bl.a. såkaldt ”Attitude and Orbit Control System”. Det er den software, der styrer satellitten under rejsen gennem solsystemet til et kredsløb om Solen.
Efter opsendelsen skal ”Solar Orbiter” følge en elliptisk bane rundt om Solen. Omkring Merkur vil den være tættest på Solen i en afstand på 42 mio. km. De dele af satellitten, der vender mod Solen, skal kunne modstå temperaturer på mere end 500 grader.
Termas kontrakter blev indgået for godt otte år siden og har en værdi på ca. 35 mio. kr.