Politiet offentliggør video: Knivstikker fra storcenter efterlyst
Et butikstyveri i Storcenter Nord i Aarhus udviklede sig, da tyven blev stoppet i p-kælderen.
Østjyllands Politi har offentliggjort en video af den formodede gerningsmand til et butikstyveri og et knivstikkeri i Storcenter Nord i Aarhus onsdag.
Manden blev fanget på et overvågningskamera kort før episoderne, og politiet håber, at nogen kan genkende ham.
»Det er et farligt overfald, som heldigvis ikke forårsagede alvorlig skade på den forurettede. Vi vil rigtig gerne have hurtigt fat i gerningsmanden, og vi opfordrer folk, der kan genkende manden på videoen, til at ringe til os med det samme,« siger vicepolitiinspektør Lennart Glerup.
Butikstyveriet udviklede sig, da en vagt ville tilbageholde manden i parkeringskælderen under storcenteret. Gerningsmanden tog halsgreb på vagten, og da en kunde forsøgte at hjælpe, blev han stukket i maven.
Efterfølgende flygtede gerningsmanden sammen med en kvinde. De kørte formentlig i en sølvfarvet Kia Sorento med nummerpladen BWD1598.
Manden, der talte tysk, beskrives som 30-35 år og af mellemøstligt udseende. Han er 180-190 cm og muskuløs af bygning. Han har sort tilbagestrøget hår og mørkt skæg.
Under knivstikkeriet var han iført sort jakke og sort T-shirt med lange ærmer.
Politiet kan kontaktes på 114.