Fortsæt til indhold
Aarhus

Ny Sverige-færge sendt af sted med sang og flag

Flere hundrede tilskuere var mødt frem, da Grenaa lørdag morgen fejrede åbningen af en ny færgeforbindelse til Halmstad.

»Vi håber, I vender tilbage – tilbage til Grenaa igen.«

Selv om kulden bed i ørerne, lød det faktisk helt okay lørdag morgen på kajkanten i Grenaa, da sømandskoret Brumbasserne sang for, og flere hundrede fremmødte stemte i på en omskrevet version af ”Der går altid både tilbage”.

Alt imens blev der vinket og flaget med både rødt og hvidt og blåt og gult – og så stævnede det gode skib ”Stena Nautica” ud på Kattegat og blev langsomt mindre og mindre på sin vej mod Sverige.

Jeg tror, det bliver godt for byen, at vi får flere svenske turister.
Lis Christensen, beboer i Grenaa

De mange mennesker i Grenaa og på den anden side af Kattegat er netop hovedpersonerne i fortællingen om den genstartede Sverige-forbindelse, ifølge svenske Tony Michaelsen, der er linjedirektør i Stena Line.

»Med færgen bygger vi en bro mellem vores regioner og lande, men det handler om mennesker. Alting starter og slutter med mennesker,« bemærkede direktøren.

Trods det tidlige mødetidspunkt lørdag kl. 07.30 var flere hundrede tilskuere mødt frem på Grenaa Havn for at fejre den nye færgeforbindelse. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Stena Lines mål er med tiden at fordoble de nuværende fire afgange til otte med indsættelse af yderligere en færge på ruten, og de store forventninger er der også hos Jan Petersen (S), borgmester i Norddjurs Kommune:

»Medierne har den seneste tid fortalt historier om en mulig Kattegatforbindelse, men der er andre måder at bygge broer på, og det gør vi i dag. Vi har allerede en Kattegatbro – ganske vist i flydende form – og den flytter vi i dag, så den går til Halmstad, og der er rigtig mange perspektiver i den her forbindelse,« sagde borgmesteren og fortsatte:

»Vi har lavet en partnerskabsaftale med Halmstad, som bliver til gavn for Djursland og hele Østjylland. Vi har lovet hinanden, at vi vil bringe mennesker og virksomheder sammen på begge sider af Kattegat.«

Den nye Kattegatforbindelse bliver til gavn for Djursland og hele Østjylland, sagde Jan Petersen (S), borgmester i Norddjurs Kommune. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Halmstad ligger ca. 75 kilometer syd for Varberg og er med sine ca. 59.000 indbyggere en noget større by end Varberg, der har ca. 27.000 indbyggere. Det skal være med til at øge interessen for ruten på begge sider af Kattegat, og så skal den nye partnerskabsaftale og langt større markedsføring i både Sverige og Danmark give ruten medvind.

Transportminister Benny Engelbrecht glæder sig over en tættere forbindelse mellem Danmark og Sverige:

»Det er altid værd at markere, når vi udvider vores transportnet via vandvejen, og i dag kan vi knytte to landsdele og to lande tættere sammen. Vi har ikke kun brug for transport mellem Sverige og Sjælland, men også mellem Sverige og Jylland,« sagde ministeren.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) var også med til indvielsen af den nye færgeforbindelse, og han tog også turen med til Halmstad. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Lis Christensen bor i Grenaa, og hun var en af de mange lokale, der var mødt frem til festlig færgeafgang:

»Jeg tror, det bliver godt for byen, at vi får flere svenske turister, for i øjeblikket er det mest nordmænd, der er på besøg. Jeg har aldrig selv været i Halmstad, men har fået en rabatbillet til færgen, så måske tager jeg også en tur derover på et tidspunkt,« siger hun.

Palle Mikkelsen, koordinator for Grenaas butiksliv i foreningen ShopiCity, var også med til åbningen:

»Vi har store forventninger til den nye forbindelse, og for os handler det om at lave et benspænd, så de svenske turister også kommer ind til Grenaa by og handler på deres vej til Aarhus og resten af Djursland,« siger han, med henvisning til at der er omkring fire kilometer fra havnen i Grenaa til centrum af byen.

Åbningen af den nye færgeforbindelse fortsatte dagen igennem med en fejring i Halmstad, inden færgen returnerende til Grenaa ved 16-tiden.

Stena Lines mål er med tiden at øge passagertallet, så der kan indsættes yderligere en færge på Grenaa-Halmstad-ruten. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)