Østjydernes elforbrug faldt i 2019
Mild vinter og ændret forbrugeradfærd gav et fald i elforbruget i 2019, oplyser NRGi.
Efter fire år med stigninger faldt østjydernes elforbrug i 2019, viser nye tal fra NRGi.
Det samlede forbrug var i 2019 på 2.070.501.553 MWh mod 2.099.885.891 MWh i 2018, og faldet svarer til 7.400 husstandes årlige elforbrug, ifølge en opgørelse fra NRGi-koncernen.
Årsagen til faldet er ifølge NRGi en lun vinter, ændret forbrugeradfærd og mere effektive elprodukter.
»Vi oplever i år et mindre dyk i elforbruget hos østjyderne, og det skyldes, at vinteren i 2019 var særdeles mild, men vi oplever samtidigt en større bevidsthed hos forbrugerne, der aktivt ønsker at spare på strømmen. Endelig får vi hele tiden mere energieffektive apparater i husstanden – store som små, og det smitter også positivt af på forbruget,« forklarer Jacob Vittrup, adm. direktør i energiselskabet NRGi i en pressemeddelelse.
Trods faldet i forbruget i 2019 fortsatte den stigende elektrificering af samfundet ifølge NRGi med flere elbiler, flere store og små elapparater i hjemmene og en større andel af varmeforbruget, der overgår fra fossile brændsler til el gennem bl.a. varmepumper. Dertil kommer et stigende antal elforbrugere, men et lavere gennemsnitsforbrug pr. forbruger.
Den stigende elektrificering vil kræve løbende investeringer og udbygning af elnettet og et smartere elforbrug, oplyser NRGi, og forbrugerne kan bidrage positivt ved at flytte deres elforbrug til tidspunkter uden for spidsbelastningsperioden, som er kl. 17-20. Det kan f.eks. ske ved at vaske tøj, tænde opvaskemaskinen eller oplade elbilen om natten.