Maskinrummet er hjertet, der pumper varme ud til Aarhus Ø
Vandet i havnen ud for Aarhus Ø kan bruges til mere end at bade i om sommeren. På et nyt anlæg bliver det brugt til at lave fjernvarme - og gæster kan komme og se på.
Gennem de store vinduer kan man se ind i Maskinrummet. Det er første gang, Affaldvarme Aarhus har gjort det muligt for forbipasserende at se med i, hvad der sker på et af varmeværkerne.
Det er ikke et tilfælde. Maskinrummet ved indgangen til Aarhus Ø skal ikke bare være det sted, hvor der bliver lavet fjernvarme. Det skal også være en slags informationscenter.
»Folk tænker jo slet ikke på fjernvarme til daglig. Og på en måde er det en god ting, for det er tegn på, at vi gøre vores arbejde godt. Men vi vil gerne gøre opmærksom på, hvor meget vi udvikler, og at varmen er bæredygtig,« siger Signe Hollensen, som er marketingchef ved Affaldvarme Aarhus.
Derfor er en del af Maskinrummet, som bygningen hedder, blevet lavet til udstillingsområde, som kan besøges gratis mellem kl. 8 og 16.
I efteråret blev der installeret en ny varmepumpe i Maskinrummet, som bruger havvand til at lave fjernvarme. Den er den første af sin slags i Danmark, og i foråret får den selskab af sin tvilling.
Indtil videre skal der være to pumper, som hver kan producere varme til 4-500 husstande på en vinterkold dag. Men bygningen er lavet med plads til i alt 12 pumper.
»I princippet fungerer varmepumpen ligesom det køleskab, man har stående der hjemme. Vi producerer bare varme i stedet for kulde. Og så er det meget større,« siger Lasse Sørensen, som er forretningsudviklingschef ved Affaldvarme Aarhus.
Langt størstedelen af Aarhus Kommune har fjernvarme i boligen, og fjernvarmerørene strækker sig i et edderkoppespind under Aarhus, der spænder over 2.700 kilometer.
Selv samtlige 12 varmepumper, som der er plads til i Maskinrummet, er kun en lille del af den varmeforsyning, der er behov for i Aarhus. Varmepumpen, som står i Maskinrummets kælderrum, er derfor bare en af mange muligheder for mere el i varmeproduktionen, som Affaldvarme Aarhus arbejder med.
Sådan virker det
Ifølge maskinmester Finn Olesen, kommer der omkring 140 kubikmeter havvand gennem varmepumpen i timen, hvis den kører på fuld drift.
»Om vinteren kører fjernvarmesystemet hårdt på. Det er sjovt, for vi går og tror, at vi er så forskellige, men vi kan lige så tydeligt se, hvornår det er, alle står op omkring klokken syv hver morgen, når de tænder for badevandet,« siger Finn Olesen.
Fra et kammer bliver vandet pumpet gennem et filter og videre ind i noget, der godt kunne ligne en lille silo. Trykket bliver sænket i havvandet, hvilket får vandet til at koge – selvom det forbliver koldt.
Dampen fra det kogende havvand bliver sendt videre gennem endnu et filter, og bliver så sat under højt tryk: Det får temperaturen til at stige til de 60-65 grader, som er nødvendigt for at varme fjernvarmevandet op.
Dels er det en klimavenlig måde at lave varme på – for det kræver ingen afbrænding af noget som helst – dels er det en ret effektiv måde at lave varme på.
»Havvandet er jo bare et enkelt medie, vi kan lave varme med. Varmen kan også hentes fra for eksempel luft eller geotermi. Men effektiviteten afhænger også af kilden, og så er vi heldige, at vi har havet lige ved siden af,« siger Lasse Sørensen.