Fortsæt til indhold
Aarhus

Udvalgsformand: Palæ-sag skal udløse skarpere krav til visualiseringer

Teknisk forvaltning i Aarhus Kommune laver et notat om, hvad kommunen har lært af den omstridte sag om Skansepalæet.

Ombygningen af Skansepalæet får muligvis Aarhus Kommune til at stramme op på sine krav til de visualiseringer, som bygherrer skal levere i forbindelse med godkendelsen af byggeprojekter.

Det fortæller Keld Hvalsø (EL), formand for teknisk udvalg. Op til et udvalgsmøde mandag havde Teknik og Miljø lavet et notat, som fastslog, at selv om der er sket en række afvigelser i forhold til den visualisering, ombygningen af tagetagerne i det 110 år gamle Skansepalæet blev godkendt på baggrund af, kan Aarhus Kommune tilsyneladende ikke kræve alle ændringerne tilbagerullet. Keld Hvalsø efterlyste en beskrivelse af, hvilke konsekvenser og læring, kommunen vil drage af sagen.

Målfast

Ifølge formanden fik udvalget i en mundtlig orientering på mandagens møde at vide, at kommunen kan kræve bedre visualiseringer og tilbagemeldinger fra bygherren, hvis denne vil lave ændringer undervejs i byggeprocessen. Det bliver nu beskrevet i et nyt notat, oplyser formanden, der mener, at muligheden for at skærpe kravene skal anvendes fremover:

»Når man står med en bygning som Skansepalæet, må man kunne forlange, at man laver en visualisering, der er målfast. Det bliver læringen af det her.«

Som tidligere beskrevet i JP Aarhus vurderer Teknik og Miljø, at der efter stilladset er fjernet fra bygningen, som har en høj bevaringsværdi, er sket syv ændringer i forhold til visualiseringen. Desuden har bygherren, Aktieselskabet CBH, som ejes af Claus Hommelhoff og tre af hans børn, ikke spurgt kommunen om lov til flere af ændringerne - bl.a. flytning af en skorsten, og at der ikke længere er tre rækker synlige tagsten under kvisten.