»Vi har et hus, der kan noget med stemning«

Græsset ligefrem knasede af frost, ånden stod som en sky omkring ansigtet, og der var is på voldgravens vand. Helt lige som i gamle dage.

Kulden kom til Gammel Estrup den første dag i december, men det forhindrede nu ikke et par tusinde mennesker eller tre i at bruge søndagen på herregårdsmuseet i Auning netop for at opleve gamle dage og se, hvordan julen blev fejret på så fint et sted for 100 år siden, for at smage på klejner, som oldfruen lavede dem, og fylde sig med kiksekage, sirupskage og æbleskiver.

Alene lørdag var der 2.600 besøgende – og de kunne tage julemarkedet med et væld af boder på Det Grønne Museum, der ligger klos op ad Gammel Estrup, med, nu de alligevel var i julehumør, og købe kandiserede æbler og blodpølse med kanelsukker, sirup og æblemos.

Fra fortid til nutid

Fortid her, nutid der.

»Kom, Laura, lad os opdatere din Instagram,« lød det tørt fra en ung mand, der gik gennem stadsstuerne på herregården med en flok veninder, alle med en telefon i hånden.

Gammel Estrup er en af Danmarks bedst bevarede renæssanceherregårde. Den har været museum siden 1930, men dens historie kan føres tilbage til 1300-tallet.

Det var, før der var telefoner til både her, der og alle vegne, og konsekvensen af det kan man se på museets to vindeltrapper – den ene til herskabet, den anden til tjenestefolket.

»Den til herskabet består stadig af de originale trin, men tjenestefolkenes trappe er blevet repareret mange gange, fordi den er blevet slidt ned af alle de gange, de ansatte har løbet op og ned,« siger museumsinspektør Marie Aaberg Andersen om de travle ansatte, der måtte op i de fine gemakker for at høre, hvad der nu forventedes af dem.

70 kilo klejner

Mange af museets julegæster har også taget trappen – den fine – mange gange.

»Det er lidt af en tradition for mange at tage på Gammel Estrup i december – det er ikke jul, før de har været her. Vi har et hus, der kan noget med stemning, og det kan folk lide, men de vil også gerne have, at mange ting er, som de altid har været. Man skal ikke i køkkenet finde på at droppe sirupskagen, den hører med, ligesom klejnerne gør det,« siger museumsinspektøren.

Hun bliver bekræftet af de frivillige, der står i en af sidegemakkerne til køkkenet og koger klejner i stor stil. De har lavet 70 kg dej, delt dem i 35 portioner og ruller dem ud, så der kan vrides godt 70 klejner ud af hver. Det bliver til små 2.500 af disse julesmåkager på sådan en dag.

I tætte flokke finder mange af gæsterne rutinemæssigt op i den store riddersal, hvor et juletræ når helt op til loftet og er pyntet med levende lys. De bliver skifte fire gange om dagen.

De samler sig, og snart går de rundt i samlet flok om det gammeldags – og nu retromoderne – juletræ og synger, sådan som man har gjort det her på herregården, siden juletræet blev først herregårdseje i starten af 1800-tallet, siden hvermandseje.

Det er noget, der tiltaler de mange børn, der ikke holder sig tilbage, når der skal synges om nissen, der sidder med sin julegrød.

»En, to, tre, så er de væk!« synger de, inden de selv forsvinder ned i museumsbutikken, hvor slikkepindene står på rad sammen med nisser og piget pynt. Det hører også julen til, både før og nu.