Aarhusianere betaler af på milliongæld
Aarhus Kommune har fået 675.000 ekstra i kassen efter breve til 8.650 skyldnere.
En lille påmindelse fra Aarhus Kommune var alt, der skulle til, for at få gældsplagede borgere til lommerne.
På få dage er der kommet 675.000 kr. ekstra i kommunekassen, og 79 borgere med en samlet gæld for 180.000 kr. har henvendt sig for at få lavet afdragsordninger.
»Kampagnen er kommet godt i gang. Den giver noget hele tiden,« fortæller chef for Backoffice Finn Bruun Ravnsbæk, Borgerservice, som håber at have rundet millionen, når ugen er omme.
Opkrævningskontoret hos Aarhus Kommune skrev før sidste weekend ud til 8.650 borgere med en samlet gæld på 59,7 mio. kr. Brevet var en påmindelse om, at kommunen ikke har glemt sit tilgodehavende, og anledningen er black friday, hvor mange traditionelt bruger store beløb. Pointen med brevet er, at det er bedre at få sin gæld ud af verden, inden man bruger pengene på fredag.
Ikke ond vilje
»Nogle giver udtryk for, at de ikke lige har været opmærksomme på det. Andre har måske fået lagt det hen,« siger Finn Bruun Ravnsbæk, som endnu en gang må konstatere, at det har en effekt at kontakte kommunale restanter.
Det er jo ikke nødvendigvis ond vilje, at man er kommet i gæld, men nu bliver man så mindet op det på et tidspunkt, hvor man måske lige har penge, og så tænker man: »Afsted med dem. Så er det ude af verden.«Finn Bruun Ravnsbæk, chef for Backoffice hos Borgerservice i Aarhus Kommune
»Hver eneste gang, vi gør opmærksom på, at folk skylder penge, så giver det noget,« fortæller han og henviser til en af de mere overraskende betalinger, som er kommet ind i denne uge - en gammel dagsinstitutionsgæld på mere end 10.000 kr.
»Jeg kan forestille mig, at situationen ofte er, at man skylder penge flere steder, og så får man en påmindelse. Det er jo ikke nødvendigvis ond vilje, at man er kommet i gæld, men nu bliver man så mindet op det på et tidspunkt, hvor man måske lige har penge, og så tænker man: »Afsted med dem. Så er det ude af verden.««
Ringer i dag
De 8.650 direkte henvendelser til skyldnere er et led i den hidtil største kampagne rettet mod borgere med gæld til Aarhus Kommune. Hensigten er at få overtalt skyldnerne til at betale, inden deres sager overdrages til Gældsstyrelsen.
Torsdag vil otte medarbejdere fra Opkrævningen følge op på henvendelsen ved aktivt at ringe til så mange som muligt inden lukketid kl. 20.
Fredag går Opkrævningen på strøget for at appellere mere bredt til den dårlige samvittighed hos skyldnere på black friday-indkøb.
Private borgere skylder i alt kommunen 342 mio. kr. En stor del af gælden er dog overgået til Gældsstyrelsen.
De største poster er manglende betaling for daginstitution, kontrolafgifter og parkeringsafgifter.