Fortsæt til indhold
Aarhus

Syddjurs siger nej tak til vindmøller

Aarhus Kommune vil opsætte 150 meter høje vindmøller ved Vosnæs, men det vil Syddjurs Kommune ikke være med til.

Tre 150 meter høje vindmøller ved Vosnæs kan fremover blive del af udsigten fra Kalø Slotsruin. De er nemlig del af en temaplan for vedvarende energi, som Aarhus Kommune for nylig har sendt i høring.

Men politikerne i nabokommunen Syddjurs er utilfredse med placeringen af de høje vindmøller.

»Jeg er ligesom resten af vores byråd stor tilhænger af vedvarende energi, men vi har samtidig en forpligtelse overfor det enestående kulturlandsskab langs vores kyst,« udtaler borgmester i Syddjurs Kommune, Ole Bollesen (S), i en pressemeddelelse.

Borgmesteren mener, at vindmøllerne vil ændre oplevelsen af det bevaringsværdige kystlandskab ved Kalø Vig og forstyrre landskabet omkring Kalø Slotsruin. Området er ifølge borgmesteren »særligt afhængigt af turisme og bosætning«, hvilket opsætning af vindmøller vil påvirke.

Derfor opfordrer Ole Bollesen og resten af kommunens økonomiudvalg til, at Aarhus Kommune gentænker arealudlægget af vindmøller ved Vosnæs og tager placeringen ud af planerne for vedvarende energi i Aarhus Kommune.

De tre vindmøller er i arealudpegningen placeret umiddelbart øst for Vosnæsgård, syd for Savmølle Skov, og med nærhed til Kalø Vig.