Fra mandag kommer der mere lys på Aarhus
Fra mandag er alle gadelamper på stier og villaveje i Aarhus Kommune være tændt til kl. 24 og igen fra kl. 6 om morgenen. Det skal give mere tryghed for hundeluftere og morgenfriske motionister på de villaveje, der ikke har LED-gadebelysning, lyder forklaringen fra kommune.
Hidtil har hver anden gadelampe været slukket mellem kl. 22 og kl. 7.
»Det er vigtigt for mig, at aarhusianere, uanset hvor de bor i kommunen,kan færdes trygt i deres lokalområde. Derfor har det været en klar prioritet at få udvidet tidsrummet, hvor der er fuldt blus på gadebelysningen på villaveje og stier,« udtaler rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) i en pressemeddelelse.
Udgifterne til de ekstra tre timer med fuld styrke på gadebelysningen dækkes af de afgiftslettelser på el, der tidligere er vedtaget af Folketinget.
Hertil kommer besparelser fra kommunens eget energirenoveringsprojekt, hvor 29.000 kviksølvlamper er udskiftet med miljøvenlig og økonomisk rentabel LED-teknologi.