Musicals sælger billetter, og nu vil Den Jyske Opera også være med
Den Jyske Opera sætter nu en musical på programmet. Det er Andrew Lloyd Webbers "Sunset Boulevard", der med Tammi Øst i hovedrollen skal trækker både velkendt og nyt publikum ind at se opera.
Ingen scene uden en musical.
Det har været en succes for mange teatre og musikhuse at have mindst én musical på programmet hvert år – Musikhuset Aarhus har f.eks. fire i denne sæson – og nu har Den Jyske Opera også meldt sig på banen.
Operaens nye sæson byder således på en vaskeægte musical, Andrew Lloyd Webbers ”Sunset Boulevard”, som første gang blev opført i London i 1993.
Den er baseret på en film af samme titel fra 1950 om Norma Desmond, en falmet stumfilmstjerne, der lever i fortiden i sin store villa på den berømte boulevard i Los Angeles i Californien. Da den unge manuskriptforfatter Joe Gillis tilfældigvis krydser hendes vej, ser hun ham som en mulighed til at gøre comeback på det store lærred.
En sky diva
Operachef Philipp Kochheim skal selv instruere, og skuespilleren Tammi Øst skal spille den sky diva fra stumfilmsæraen, Norma Desmond, i forestillingen, der hylder Hollywoods forgangne og glamourøse guldalder i en fortælling om kærlighed, jalousi og mord.
Den amerikanske musicalsanger, danser og koreograf Randy Diamond spiller den anden hovedrolle som Joe Gillis, og endnu en musicalsanger, Martin Loft, er også med sammen med unge sangere fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia.
Musicalen spiller i Musikhuset Aarhus til august næste år. Det bliver populært, mener Den Jyske Opera, der derfor allerede sætter gang i billetsalget til denne ene forestilling mandag.
Også klassisk opera
Der er også opera af den gængse art på programmet.
Til foråret 2021 har Philipp Kochheim således fundet endnu en af de glemte, danske operaer i operaens ”Den Danske Serie”, der trækkes frem. Det er Poul Schierbecks ”Fête galante”, der finder sted i fortidens feudale Frankrig, der skal på turné i hele landet, og til efteråret er det Verdis ”Rigoletto”.
»Alle de værker, som Den Jyske Opera viser i sæsonen 2020-21, beskæftiger sig på forskellig vis med spørgsmål om identitet og maskerade, om længslen efter – og den samtidige frygt for – sandheden,« siger operachef Philipp Kochheim i en pressemeddelelse.
Operaen arbejder hele tiden med at trække et nyt publikum til – at tage musicalgenren ind er et godt eksempel på det – og i foråret 2021 er det børn i alderen tre-seks år, der kan opleve operaen ”Her bygger jeg et hus”, hvor der ud af det rene ingenting vokser et hus fyldt med lyd, musik og magi foran det unge publikum.
Alt dette er først i den sæson, der begynder i august næste år.
Lige nu har Den Jyske Opera travlt med Tjajkovskij-operaen ”Eugen Onegin”, og til foråret er det Mozarts ”Bortførelsen fra Seraillet”, den skal landet rundt med.