Lavere klubkontingent på vej til børn og unge i udsatte boligområder
Et flertal i Aarhus Byråd vil genindføre et reduceret medlemskontingentet i seks klubber.
Efter fjernelsen af et særligt tilskud er færre børn og unge i byens udsatte boligområder med til fritidsaktiviteter.
Det vil partier i Aarhus Kommune lave om på, og der tegner sig et stort byrådsflertal for at genindføre reduceret kontingent for seks klubber i udsatte boligområdet. I budgetforliget for 2019 blev forligspartierne enige om at afskaffe et reducerede kontingent for de seks klubber. Men et år efter afskaffelsen kan klubberne registrere et stort fald i antal medlemmer.
»Vi kan jo se at et højere kontingent var en fejl. Mange går nu alene hjem i stedet for at være sammen med dygtige pædagoger og venner. Det er rigtig ærgerligt, så vi støtter selvfølgelig fuldt ud, at det reducerede kontingent genindføres,« sagde SF’s Mette Bjerre under byrådsdebatten af sagen onsdag.
Socialdemokratiet og Venstre er også blandt de positivt indstillede partier, som umiddelbart støtter et forslag fra Magistraten for Børn og Unge om at genindføre det reducerede kontingent fra 1. januar 2020 i samme klubber som før. Ifølge forslaget skal finansieringen på 825.000 kr. pr. år findes inden for FU-områdets budgetramme.
Klubber i Hasle har oplevet et fald medlemstallet på 38 pct. og 16 pct. i Bispehaven.
»Det er beklageligt, men mon ikke det i høj grad handler om, at klubberne lige skal vænne sig til, at de skal konkurrere på lige fod med andre tilbud? I Dansk Folkeparti har vi det svært med den her form for positiv særbehandling,« sagde byrådsmedlem Knud N. Mathiesen, som understregede, at Dansk Folkeparti ikke støtter forslaget, der blev sendt til videre behandling i Børn og Unge-udvalget
Mulighed for fastholdelse
Ifølge Børn og Unge oplever klubberne, at særligt unge med etnisk dansk baggrund melder sig ud. Genindførelse af det reducerede kontingent for de seks klubber vil give klubberne mulighed for at fastholde medlemmerne og igen tiltrække de medlemmer, der er meldt ud siden afskaffelsen, skriver Børn og Unge indstillingen.
Byrådet besluttede den 28. april 2010 et tre-årigt forsøg med at reducere klubkontingentet i udsatte boligområder. Formålet med det reduceredekontingent var at understøtte indsatsen i de udsatte boligområder samt at forsøge at tiltrække flere medlemmer til klubberne i de mest udsatte boligområder. Ordningen blev gjort permanent i 2014. Baggrunden for at afskaffe det reducerede kontingent var, at forældre i de berørte områder søger om nedsat kontingent (friplads).
Børn og Unge ønsker at genindføre det reducerede kontingent i klubberne Klub2teket i Hasle, Klubben Rosenhøj i Søndervang, Klubberne i Gellerup, Klub 3 i Sødal, Klubberne i Toveshøj og Fritidshuset i Ellekær.
I 2020 er kontingentet for at gå i fritidsklub 766 kr. pr. måned for 4.-6. klasse og for ungdomsklub er kontingentet 270 kr. pr. måned for 7. klasse - 18 år. Det reduceredekontingent er i 2019 på 230 kr. og 114 kr. for henholdsvis fritidsklub og ungdomsklub.