Fortsæt til indhold
Aarhus

Søkongen har indtaget Marselisborg Lystbådehavn

Lille fugl med stor tiltrækningskraft vækker lige nu opsigt.

De seneste dage har fuglekiggere fra nær og fjern – i hvert fald omkring Aarhus – valfartet til Marselisborg Lystbådehavn. Der er nemlig en fugl i farvandet, som i det seneste årti kun sjældent har vist sig langs de østjyske kyster. En søkonge! En nærmest kun stærestor alkefugl med kort, trekantet næb, sort overside og lys underside. Umiddelbart er der ikke meget konge over den, og det engelske navn little auk, lille alk, må siges at være betydeligt mere præcist.

Søkongen er nemlig den helt lille alkefugl. Næstmindst i vore farvande er søpapegøjen, som altid har været sjælden, mens de klassiske alkefugle, alk og lomvie, er større og mere almindelige, også i Aarhusbugten. Endelig har vi tejsten, som yngler ude på Djurslands kalkklinter og på Anholt. I Stillehavet findes en række alkefugle, som har et festligere udseende end f.eks. søkongens sorthvide farver. Søkongens sorte overside og hvide underside giver faktisk rigtig god mening. For et rovdyr nedefra ser søkongen lys ud mod en lys himmel, mens søkongen direkte ovenfra er nærmest umulig at se mod det mørke hav.

Hvis man gerne vil se søkongen ude på havet, kan det derfor være lidt af en udfordring, og man skal ofte væbne sig med tålmodighed. Ud over at være mørk ovenfra er den nemlig en fremragende dykker, og hvis man står ved havnen og kigger efter søkongen, kan man godt regne med, at man i løbet af en time sammenlagt ser den i måske et halvt minut. Resten af tiden jager den smådyr nede ved bunden, akkurat som pingviner og andre dykkende havfugle. Mange fotografer har i de seneste dage forsøgt sig med at tage fotos af søkongen, men er ofte kommet hjem med det, vi populært sagt kalder røvskud, dvs. et foto af en søkonge, der dykker.

Søkongen er en særdeles almindelig fugl. Man antager, at alene den grønlandske bestand er på over 15 mio. ynglepar, men eftersom den yngler på fuglefjelde overalt i Arktis, må verdensbestanden være væsentligt højere! I 1980’erne og tidligere var søkongen en meget sjælden gæst i danske farvande, men i 1990’erne skete der en sand eksplosion i antallet, muligvis pga. ændret forekomst af føde langt ude i Skagerrak, hvor hundredtusinder normalt overvintrer. Pludselig så vi søkonger overalt, og et klassisk sted var ved Risskov Strand ved Den Permanente, hvor vi vinteren igennem let kunne iagttage en lille håndfuld af de fine – og i øvrigt ekstremt tillidsfulde – fugle.

Op igennem nullerne blev søkongen igen sjældnere, og pludselig gik der år imellem, at den blev iagttaget i Aarhusbugten. Men netop i år har der været flere søkonger på farten, og ude på Gjerrild og Fornæs på det østlige Djursland er der blevet set flere individer.

Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før den lille charmetrold lagde turen forbi de beskyttede havnearealer ved Aarhus, hvor det er behageligt nemt at være en lille fugl i læ for torden, regn og vind. Tag selv ud og kig.