Aarhusianer gør klar til kamp i Hawaiis hede

Triatleten Kristian Høgenhaug fra Aarhus 1900 har i år fået sit store internationale gennembrud. Nu jagter han en topplacering ved VM på Hawaii.

Artiklens øverste billede
Kristian Høgenhaug vandt Ironman Hamburg i tiden 8 timer, 11 minutter og 26 sekunder. Sejren kastede 15.000 dollars af sig og en kvalifikation til VM på Hawaii den 12. oktober. Foto: Georg Wendt/picture-alliance/AP

Omme på den anden side af Jorden er den 28-årige aarhusianske triatlet Kristian Høgenhaug i gang med at gøre sig klar til sit livs løb. Lørdag den 12. oktober finder den mest prestigefyldte ironman sted på Hawaii på de rå lavaskær og under palmernes vajen.

Han tog af sted tre uger før løbet for at vænne sig til de uvante knap 30 grader og den høje luftfugtighed på vulkanøerne ude midt i stillehavet.

»Jeg har prøvet at forberede mig derhjemme på varmen herovre, hvor jeg har fået hjælp fra Aarhus Universitet med træning og test i et klimakammer, men det er hårdt at komme herover med jetlag og det hele. Man bliver lidt mere ydmyg, når man er herovre og mærker forholdene, men jeg kan da mærke, at det bliver bedre dag for dag, og jeg også er lidt glad for, at jeg endnu har mange dage til at akklimatisere,« fortæller Kristian Høgenhaug, da Jyllands-Posten taler med ham over en telefonforbindelse.

Kæmper med formen

Opholdene i klimakammeret i Aarhus har været en måde at efterligne forholdene på Hawaii, så Kristian Høgenhaug fysisk kunne blive hurtigere klar, men efter den første periode på Hawaii kæmper han stadig med det.

På de sidste tre km var pulsen 15 slag højere end tilsvarende i Danmark

Kristian Høgenhaug, ironmantriatlet

»Lige nu føler jeg nærmest, at jeg er kommet i dårlig form igen. Det er det her med, at ens puls er så meget højere i begyndelsen, hvor kroppen stresser og ikke er tilvænnet de her forhold endnu. Så det handler om mentalt at se lidt indad og ikke kigge på andre, der har været her længere, der begynder at sige, at det hele bare spiller,« siger Kristian Høgenhaug.

»Når det gør ondt, så har Kristian Høgenhaug en evne til at blive ved. Og i triatlon handler det også om, at når du skal ud på træningstime nummer 28 på en uge, så skal du have en indre motivation, der batter, for at du alligevel får det gjort. Og det har han også i konkurrencer, for når han kommer ud på den syvende af otte timer, så vil han stadig gøre det så godt, som han overhovedet kan og vil vinde, så han har bare en evne til at kunne presse sig selv,« siger Torben Rokkedal Lausch, der er cheftræner i Aarhus 1900 triathlon. Foto: Georg Wendt/AP

Til alt held er der en tryghed i at vide, at klubkammeraten Lasse Strandet Sørensen fra Aarhus 1900 Triathlon, som er med på Hawaii, har de samme udfordringer.

»Vi har været ude at træne en del sammen, og på en måde er det beroligende at kunne se, at den anden også har det helt vildt dårligt, så betyder det jo, at det er normalt,« siger Kristian Høgenhaug og tilføjer:

»Nu var jeg ude at løbe 10 km i dag, og på de sidste tre km var pulsen 15 slag højere end tilsvarende i Danmark, men jeg synes, det går den rigtige vej. Det er fornemmelsen derude.«

Hamborg gav billet til Hawaii

Kristian Høgenhaug har deltaget i ironman på Hawaii én gang før som amatør – hvor man er opdelt i aldersklasser – men modsat dengang i 2016 skal han i år være med i de professionelles åbne klasse, hvor niveauet er langt højere.

Kristian Høgenhaugs første år som triatlet har været præget af mange løbeskader, men det er der kommet styr på nu, så hans løbetræning er blevet stabil og dermed har været med til at rykke udviklingen mod verdenstoppen. Foto: Georg Wendt/AP

»Jeg er først og fremmest kommet til Hawaii for at mærke, hvad det er, varmen og fugtigheden gør ved kroppen, så jeg tror, at jeg gør klogt i at holde mig til, at en top-15 vil være et rigtig godt resultat i år og så bygge videre fra det. Jeg vil hellere gå efter at få lidt lærepenge med herfra, i stedet for at køre efter at ville vinde, for det er urealistisk i år, og så vil jeg bare eksplodere på et tidspunkt og ende med at skulle gå 42 km,« siger Kristian Høgenhaug.

Selv om løbet på Hawaii ikke handler om at ende helt oppe i toppen, så vil en placering blandt de 15 bedste være et af de allerbedste danske VM-resultater nogensinde på Hawaii. Og hvis man ser bort fra VM, så har det allerede været en forrygende sæson med et internationalt gennembrud for Kristian Høgenhaug.

I juli vandt han Ironman Hamburg, og for mindre end en måned siden sikrede han sig i Amsterdam EM-guldet ligeledes på ironmandistancen. Det var også under EM, at han både kom under den svære grænse på otte timer for en ironman i tiden 7:53:52 og undervejs satte en personlig rekord i maratonløbet.

Og så var det sejren i Hamborg, der som sidegevinst sikrede adgangen til de professionelles felt til VM på Hawaii.

Har satset 100 pct.

At det egentlige gennembrud for Kristian Høgenhaug skulle ske i år, kommer dog ikke helt bag på hans træner i Aarhus 1900 Triathlon.

Efter et højskoleophold i Brønderslev i 2011 blev Kristian Høgenhaug fanget af triatlon, og siden er han lige så stille blevet bedre og bedre. Billedet med Kristian Høgenhaug i midten er fra sejrspodiet i Hamborg, hvor han vandt en ironman den 28. juli i år. Foto: Georg Wendt/AP

»Han har haft en ret naturlig og god udvikling hen over årene. I perioden før 2017, hvor han deltog som amatør, blev han bedre år for år. Så startede han som professionel i 2017 med ganske udmærkede resultater, der blev bedre i 2018, og en lille smule bedre nu i 2019, og det er jo så nok til, at han har fået et gennembrud,« siger Torben Rokkedal Lausch, der er cheftræner i Aarhus 1900 Triathlon og har været med næsten hele vejen som træner for Kristian Høgenhaug.

Svaret på sæsonens gode resultater skal desuden findes i, at Kristian Høgenhaug har fået sin kandidatgrad i idræt og derfor har haft langt bedre tid til at koncentrere sig om at træne.

»Han er blevet færdig med sit studie. Han har ikke kunnet være fuldtidsprof, for så godt betalt er triatleter ikke, men han har sit eget coachingfirma på halv tid og sin egen træning at passe ved siden af, så han har satset 100 pct. på det i år for at se, hvor god han kunne blive,« siger Torben Rokkedal Lausch, der selv vil være på plads på Hawaii på lørdag, så han kan hjælpe Kristian Høgenhaug og de andre danskere under løbet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.