Venstre skifter atter politisk ordfører
Venstres yngste byrådsmedlem Lene Horsbøl Toft vender tilbage til byrådsarbejdet og partiet får igen ny politisk ordfører
Arbejdsbyrden med dobbeltmandat både i Aarhus Byråd og i Folketinget har fået Venstres byrådsmedlem Heidi Bank til at trække sig fra to tunge ordførerskaber i byrådet.
Ifølge en pressemeddelelse fra Venstres byrådsgruppe vil Heidi Bank fremover koncentrere sin energi og tid alene på Udvalget for Mangfoldighed og Ligestilling i Aarhus Kommune.
»Arbejdet på Christiansborg begynder for alvor at tage fart. Derfor har jeg valgt at fokusere min energi og tid på ét udvalg, Udvalget for Mangfoldighed og Ligestilling. Min plads i de andre udvalg vil gå til solide kræfter i byrådsgruppen. Mit håb er at bringe Aarhus tættere på Christiansborg, ligestillingsarbejdet fra det lokale til det nationalpolitiske og brænde igennem som Venstres boligordfører,« siger Heidi Bank med henvisning til, at hun er valgt som boligordfører for Venstres Folketingsgruppe.
Heidi Bank har siden august 2018 været politisk ordfører for Venstre i Aarhus Byråd. Hans Skou som ny politisk ordfører og Gert Bjerregaard overtager Hans Skous post som gruppeformand. Heidi Bank sidder i dag i Børn- og Ungeudvalget og Teknisk Udvalg. Gert Bjerregaard træder igen ind i Teknisk Udvalg.
Lene Horsbøl Toft, som har haft orlov fra Aarhus Byråd siden foråret 2018, vender tilbage til opgaven i november. Indtil da vil hendes afløser i Aarhus Byråd, Theresa Blegvad, indtræde i Børn- og Ungeudvalget, hvorefter Lene Horsbøl Toft overtager. Gert Bjerregaard udtræder af Kulturudvalget og af Folkeoplysningsudvalget. Her indtræder byrådsmedlem Peter Sporleder. Udskiftningen fra posterne som politisk ordfører og gruppeformand gælder fra i dag, mens udvalgsposterne ændres ved førstkommende byrådsmøde den 9. oktober 2019.
Venstres byrådsgruppe samt politisk leder Bünyamin Simsek glæder sig over den nye konstituering.
»Det har været vigtigt for mig at få kompetencerne i spil i gruppen. Placeringerne i udvalg og ændringerne vil styrke vores profil, styrke vores politiske arbejde, som hviler på en enig byrådsgruppe i konstitueringen, hvor Venstre har været overliggeren,« siger han i pressemeddelelsen.
Hans Skou glæder sig over sin nye rolle:
»Jeg er både glad og samtidig ydmyg over, at Venstres Byrådsgruppe har valgt mig til tillidshvervet som politisk ordfører. Jeg ser ind i et spændende job hvor jeg - sammen med hele byrådsgruppen - vil fortsætte kampen for et mere liberalt og borgerligt Aarhus,« siger han i pressemeddelelsen.
Også Gert Bjerregaard er tilfreds med konstitueringen:
»Jeg er selvfølgelig glad og også ydmyg over for et hverv som gruppeformand. Der er mange dagligdagsopgaver, hvor jeg skal sikre, at vi er bedst muligt repræsenteret og samarbejdet er optimalt. Gruppen har peget på, at den del skal jeg løfte, og det er jeg klar til,« siger han og tilføjer, at han desuden ser frem til at vende tilbage i teknisk udvalg, hvor han bl.a. ser opgaver i den grønne omstilling og byens mobilitet.