Fortsæt til indhold
Aarhus

Ny alliance på tværs af Kattegat: Målet er flere turister

En ny færgeforbindelse mellem Grenaa og Halmstad bliver startskuddet til et nyt dansk-svensk samarbejde.

pauli

Norddjurs Kommune og Halmstad Kommune i Sverige har indledt et strategisk samarbejde, der forventes at give et turist- og erhvervsmæssigt løft på begge sider af Kattegat.

Samarbejdet er kommet i stand, efter at Stena Line tidligere på året annoncerede, at rederiet over fem år ønsker at fordoble passager- og fragtmængden gennem en ny færgerute mellem Grenaa og Halmstad.

Stena sejler i dag mellem Grenaa og Varberg, men vil fra næste år ændre ruten, så den i stedet går mellem Grenaa og Halmstad, der ligger 73 km længere mod syd, et træk som man forventer vil revitalisere færgeforbindelsen over Kattegat og skabe øget trafik.

Repræsentanter for Stena Line, Halmstad Kommune og Norddjurs Kommune har netop holdt møde om det nye samarbejde og vendt ideer til, hvordan den nye færgeforbindelse kan udnyttes til fordel for Østjylland og Sydsverige.

»Alle parter deler det fælles mål om, at den nye rute skal skabe ringe i vandet både ved den danske og svenske kyst, så andre projekter dukker op i kølvandet på færgeforbindelsen,« hedder det således i en pressemeddelelse fra Norddjurs Kommune.

Den nye færgeforbindelse indebærer, at flere vil besøge vores kommuner, og det giver os nye muligheder for at udvikle vores destinationer.
Mattias Rossköld, kommunaldirektør, Halmstad Kommune

Især ser de to kommuner gerne, at færgeruten giver erhvervs- og turistudviklingen et løft, og en række aktører på begge sider af Kattegat er allerede inddraget i arbejdet - i Norddjurs er det bl.a. Kattegatcentret, Det Grønne Museum, Gammel Estrup, Erhverv Grenaa, Shop-i-city og Kulturhuset Pavillonen.

Golfpakker til svenskerne

Kommunaldirektøren i Norddjurs Kommune, Christian Bertelsen, opfordrer til, at mange flere virksomheder bidrager med ideer og projekter, der kan gavne Østjylland og Sydsverige.

»Værdien af vores samarbejde med Stena Line og Halmstad Kommune vokser, når de lokale aktører forankrer visionerne i praksis gennem nye tiltag. Derfor er vores fokus lige nu at involvere så mange virksomheder, foreninger, attraktioner og andre relevante interessenter som muligt i samarbejdet,« lyder det fra Christian Bertelsen.

Partnerne i den nye Kattegat-alliance: Fra venstre Christian Bertelsen, kommunaldirektør i Norddjurs Kommune, Tony Michaelsen, Stena Lines rutedirektør i Danmark, og Mattias Rossköld, kommunaldirektør i Halmstad. Foto: Norddjurs Kommune

Grenaa Golfklub er en af de norddjurske virksomheder, som allerede har meldt sig med konkrete ideer til, hvordan den nye forbindelse over Kattegat kan udnyttes. Klubben vil lave attraktive pakker med golf og weekendophold på Djursland til svenskerne og ser store muligheder i, at op mod 8.000-9.000 svenske golfspillere er rykket tættere på Grenaa.

Også i Halmstad er der store forventninger:

»Den nye færgeforbindelse indebærer, at flere vil besøge vores kommuner, og det giver os nye muligheder for at udvikle vores destinationer. Vi kommer derfor til at arbejde tæt sammen med Norddjurs Kommune og de relevante aktører for at gøre vores kommuner endnu mere attraktive,« siger Mattias Rossköld, der er kommunaldirektør i Halmstad, i pressemeddelelsen fra Norddjurs Kommune.

Målet er en fordobling

Ruteændringen til Halmstad træder i kraft fra februar 2020. Stena har tidligere oplyst, at det i første omgang bliver færgen ”Stena Nautica”, der i dag bruges mellem Grenaa og Varberg, der skal sejle til Halmstad. Hvis den forventede vækst kommer, skal endnu en færge kobles på ruten, så der bliver otte daglige afgange hver vej.

Stena Line har i dag ca. 150.000 passagerer på ruten mellem Grenaa og Varberg. Med den nye rute forventes tallet at blive fordoblet til 300.000 i 2023.

Tony Michaelsen, der er Stena Lines rutedirektør i Danmark, forklarede i en pressemeddelelse for nogle måneder siden, hvor store forventninger der er til den nye færgeforbindelse:

»Området omkring Halmstad rummer et stort antal potentielle gæster, og med Aarhus, Djursland og hele Business Region Aarhus i spidsen er turismepotentialet enormt. Hvis væksten følger vores forventninger både inden for fragt og passagerer på ruten mellem Grenaa og Halmstad, så kan det i løbet af rutens to første leveår blive nødvendigt at indsætte endnu en færge for at følge med efterspørgslen,« lød det fra Tony Michaelsen.