Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus bliver vært for nyt sejlsports-VM

JP Aarhus

Aarhus bliver igen værtsby for 29er-klassens verdensmesterskab. Det bekræfter klassen i svaret på det bud, som Sailing Aarhus og medlemsklubberne i samarbejde med 29er-klassen Danmark, Dansk Sejlunion og Aarhus Events afgav tidligere i år. Det oplyser Sailing Aarhus i en pressemeddelelse.

»Vi er enormt stolte over at kunne lokke endnu et VM til Aarhus,« fortæller Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen i meddelelsen og uddyber:

»Det bekræfter endnu en gang, hvor dygtige vi er i vores by til at afvikle internationale sejlsportsevents. Det bliver utroligt spændende at få besøg af 29er-sejlerne, og vi forventer sejlere fra over 25 nationer til det kommende VM i 2021.«

VM for 29erne blev afholdt i Aarhus i 2013, og nu har den internationale klasse altså valgt at vende tilbage.

»Meget er sket siden 2013, og vi lægger bestemt ikke skjul på, at vi er glade for at se 29er-klassen tilbage i Aarhus. For det første har vi opdateret rammerne om verdensmesterskabet, som skal afholdes i Aarhus Internationale Sejlsportscenter, og for det andet har vi et meget stærkt 29er-miljø i Aarhus. Det passer derfor glimrende ind i vores strategi om at udvikle sejlsporten i Aarhus,« forklarer Jon Koch Hansen.

Der er endnu ikke sat en endelig dato for, hvornår i 2021 verdensmesterskabet løber af stablen, men det forventes, at over 200 besætninger på tværs af mere end 25 nationer vil stille til start i Aarhus.