Letbanen tager det næste skridt ind i etape 2
Aarhus Letbane har netop valgt rådgivervirksomheden Rambøll som ledende rådgiver i arbejdet med at designe- og planlægge udbygningen af Aarhus Letbane etape 2. Et projekt, som har forventet samlet anlægssum på i alt 2,3 milliarder kroner.
Letbanen i Aarhus skal efter alt at dømme udvides med en anden etape med tre strækninger.
Rambøll skal i første omgang gennemføre miljøvurdering (VVM) af strækningerne Spanien til Brabrand samt Lisbjergskolen til Hinnerup for at vurdere, hvordan de kommende linjer vil påvirke omgivelserne. Hvorvidt der her bliver tale om mere letbane eller højklasset bus (BRT) på disse strækninger, er endnu ikke afklaret. Aarhus og Favrskov Kommuner er allerede i gang med forundersøgelserne.
Rambøll skal ligeledes lave miljøvurdering på etableringen af en helt ny station i Brabrand og foretage detailprojektering og udbud af letbanen på Aarhus Ø, hvor en VVM-undersøgelse er i gang. Den samlede bevilling til disse forundersøgelser er på 40 mio. kr.
Hos Rambøll er man meget tilfreds med at blive valgt som ledende rådgiver og ser frem til at bringe en bred vifte af specialistkompetencer i spil.
»Vi sammensætter et stærkt team af eksperter, der kan levere solide løsninger med fokus på bymiljø, letbanedesign, arkitektur og mobilitet, så vi får skabt en god sammenhæng mellem den kollektive trafik og de byrum, den skal indgå i. Foruden vores stærke lokale tilstedeværelse og viden omkring Aarhusområdet vil vi også bringe vores internationale letbane-eksperter ind fra vores videnscenter i Karlsruhe i Tyskland. De kommer med erfaring fra mere end 25 byer i syv forskellige lande, som vi p.t. hjælper med at lave effektive letbaneløsninger til,« siger Tonni Christiansen, global banedirektør i Rambøll.
Arbejdet med etape 2 forventes at blive sat i gang efter sommeren, og forundersøgelserne forventes færdige i 2021.