Flere våben fundet under stor politiaktion i Aarhus V

Torsdag gennemgik flere betjente med specialtrænede hunde i samarbejde med forsvaret systematisk et større område i Marienlystparken i det vestlige Aarhus. En indsats, som blev sat i værk på baggrund af tidligere våbenfund i området.

Artiklens øverste billede
Foto: Østjyllands Politi

I omkring ti timer arbejdede flere betjente med specialtrænede hundes sammen med Forsvarets Advanced Search Team systematisk i Marienlystparken i den vestlige del af Aarhus. Indsatsen var sat i værk i forbindelse med den verserende konflikt i området mellem to lokale bander og resulterede i, at politiet fandt et oversavet jagtgevær, flere patroner, tre knive og en peberspray.

Vi er meget tilfredse med at have afsøgt et rigtig stort areal og have taget flere våben ud af cirkulation, så de nu er fjernet fra det kriminelle miljø.

Jesper Bøjgaard Madsen, politiinspektør hos Østjyllands Politi

»Vi er meget tilfredse med at have afsøgt et rigtig stort areal og have taget flere våben ud af cirkulation, så de nu er fjernet fra det kriminelle miljø. Nu skal vi have undersøgt fundene nærmere og se, om vi eventuelt kan finde spor, som kan lede os frem til, hvem der har været i besiddelse af våbnene,« siger Jesper Bøjgaard Madsen, politiinspektør hos Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har tidligere fundet våben i området. Bl.a. fandt betjente i februar en skarpladt pistol gemt under en flise i Rydevænget i Aarhus V, hvilket endte med en dom på fængsel i to år og ni måneder til en 35-årig mand fra området, hvis DNA blev fundet på våbnet.

Stor opbakning fra lokale

Ifølge Østjyllands Politi fandt torsdagens omfattende politiaktion sted for borgernes sikkerhed, men også som et led i efterforskningen mod de to bander, der aktuelt er i konflikt med hinanden i området. I den forbindelse fremhæver politiinspektøren den gode modtagelse, som politi og forsvar fik, da de gik rundt på stedet torsdag.

Vores folk på stedet mødte stor opbakning blandt de lokale. Det er et lille mindretal, der skaber ballade og utryghed i området, og det er dem, vi vil sætte en stopper for.

»Vores folk på stedet mødte stor opbakning blandt de lokale. Det er et lille mindretal, der skaber ballade og utryghed i området, og det er dem, vi vil sætte en stopper for. Det er den opgave, vores indsats torsdag var et led i,« siger Jesper Bøjgaard Madsen om aktionen, der startede allerede kl. 6 om morgenen.

Det er endnu uvist, hvor længe våbnene har ligget i området, og om de har været brugt under den igangværende bandekonflit. Ud over våben og patroner fandt politiet en krukke med hash og en pose med skunk.

Hævnaktioner mulig årsag

Østjyllands Politi har tidligere udtalt til JP Aarhus, at den versende bandekonflikt i området formentligt skyldes hævnaktioner og interne konflikter banderne i mellem. Derfor valgte politiet også den 21. juni at genoprette den tidligere visitationszone i det centrale, nordlige og vestlige Aarhus.

Visitationszonen løber frem til 19. juli og dækker området fra Nørreport i øst til Risvangs Allé i nord, Brendstrup Skov og Hasle Ringvej i vest og ad Viborgvej og Vestre Ringgade ned til Silkeborgvej i syd.

»Vi ønsker at signalere, at de kriminelle løber en stor risiko ved at bære våben i zonen. Samtidig er vores initiativer igangsat for at dæmpe konflikten i området. Vi har fokus på at standse skyderierne i det offentlige rum. Det er helt uacceptabelt, og der er brug for, at borgerne i området er trygge. Derfor er det vores primære fokus,« har politiinspektør Michael Kjeldgaard tidligere udtalt.

Østjyllands Politi har desuden lukket et klubhus på Kappelvænget 8 i Aarhus Vest, fordi der er registreret bandeaktivitet omkring huset, og der er affyret skud og fundet våben på grunden.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen