Fortsæt til indhold
Aarhus

Jazzhistorien fortælles med musik i Den Gamle By

Jazz var en nyhed, da den første gang blev spillet i Aarhus i 1919. Nu kan man høre den musikalske version af historien på Helsingør Theater.

tins

Den Gamle By er et passende sted at fortælle en 100 år gammel historie.

Så det gør man, når Helsingør Theater, der ligger lige ved indgangen til museet, lægger scene til den ugelange fejring af jazzmusikken i Aarhus. Her kan man både høre internationale jazzstjerner, fortolkninger af jazzens standardrepertoire og få et par bud på nutidens jazzmusik.

Det amerikanske guitarikon Bill Frisell kommer med sin trio, der ud over ham selv omfatter bassisten Thomas Morgan og trommeslageren Rudy Royston, men der kommer nu også et dansk ikon. Det er blokfløjtevirtuosen Michala Petri, der skal spille sammen med jazzpercussionisten Marilyn Mazur og den brasilianske guitarist og komponist Daniel Murray.

Nye spor i jazzen

Dette er sammen med en koncert med Århus Sinfonietta en del af Nye Spor 2019, hvor jazz møder klassisk musik.

»Århus Sinfonietta har i snart 30 år haft fokus på afsøge nye musikalske spor og opdage nyt, ubetrådt land. Igennem de sidste par år har ensemblet bl.a. gjort en pionerindsats for at bestille værker af komponister fra andre genrer end den klassiske,« siger Allan Gravgaard Madsen, der er kunstnerisk ansvarlig for Århus Sinfonietta, i en pressemeddelelse.

»Komponister fra jazzen har helt forskelligt blik på kompositionsprocessen og materialet, de arbejder med, end klassiske komponister har. Når Århus Sinfoniettas klassiske musikere mødes med komponisterne, opstår der helt naturligt situationer og musik, hvor de klassiske traditioner bliver konfronteret med sig selv og på den måde fornyet og udvidet.«

Jazz fungerer også til akkordeon, så det giver Aarhus-musikeren Emir Bosnjak et eksempel på, efterfulgt af duoen Dawda Jobarteh & Stefan Pasborg. Desuden spiller Carsten Dahl Trinity – en trio, der er essensen af sammenspil gennem improvisationer, nordiske føljetoner og berømte amerikanske standarder.

Den canadiske sanger Denzal Sinclaire & Graig Earle Trio og I Think You’re Awesome & Friends er andre navne på den gamle scene.

Også på en helt anden måde er der fokus på jazzens Aarhus-historie i Den Gamle By. Plakatmuseet har lavet pop-op-udstillingen ”Plakaten Swinger”.

»Hvert år har festivalen også udgivet en ny, officiel plakat, der hylder jazzmusikken og dens helt særlige væsen,« skriver plakatmuseet om sin udstilling af »de swingende, levende jazzplakater«.

Prisbelønnet plakat

Grafikeren Finn Nygaard har udført mange af plakaterne, og han står også bag dette års jazzplakat, der forestiller den amerikanske trommeslager Art Blakey (1919-1990).

»Med Art Blakey-plakaten har jeg prøvet at indfange hans skrøbelighed og vildskab – og det er jo typisk for en trommeslager, at han er i bevægelse hele tiden,” har Finn Nygaard udtalt om sin seneste plakat for Aarhus Jazz Festival 2019. Plakaten har for nyligt vundet guldmedalje i Graphis Poster Annual 2020,« skriver museet.