Aarhus Letbane henviser til livsfarlig overgang
Risskovbeboer undrer sig over "livsfarligt"-skilt ved godkendt overgang på Badevej. Overgangen vil få bomme og blink, oplyser letbanechef, og en ny overgang ved Rolighedsvej ventes klar i oktober.
Hvordan kan Aarhus Letbane henvise til at bruge en overgang, der betegnes som livsfarlig?
Dette udmærkede spørgsmål har Risskov-beboer Per Lykke Jacobsen sendt til JP Aarhus efter et forløb, hvor Aarhus Letbane har advaret mod at bruge en ulovlig overgang ved Rolighedsvej og i stedet henvist badegæster og andre til at bruge overgangen ved Badevej.
Men her er der opsat et skilt med teksten: ”Det er livsfarligt at krydse skinnerne her”.
Så hvad er meningen, Morten Springdorf, udviklingschef ved Aarhus Letbane:
»Aarhus Letbane er blevet informeret om, at borgere, der ønsker at komme til og fra stranden, kravler over hegnet til letbanen ved den private overgang ved Rolighedsvej. For at gøre borgerne opmærksomme på, at denne passage ikke er forsvarlig, henviser vi til den nærmeste eksisterende offentlige overgang, der er placeret ved Badevej. Uanset hvor man vælger at krydse letbanen i niveau, vil der være fare for ulykker, hvis man ikke er opmærksom eller ikke følger lovgivningen, når letbanen kommer. Skiltene er opsat for at gøre opmærksom på denne fare. Overgangen på Badevej er som nævnt offentlig og sikret iht. gældende regler,« skriver Morten Springdorf til JP Aarhus.
Men hvorfor ikke henvise til overgangen ved Rolighedsvej, hvor der er langt bedre oversigt?
»Overgangen er privat og forsynet med aflåst hegn. For at få plads til den nye planlagte perron nedlægges den private overgang. Adgangen til stranden sikres ved, at der etableres en ny offentlig sikret overkørsel ca. 75 meter i retning mod Grenaa, hvor den gamle sti-bro var placeret. Den nye, sikrede overgang med bomme og blinklys forbedrer sikkerheden ved passage, hvilket netop er Banedanmarks mål med færdiggørelsen af hastighedsopgraderings-projektet. Her nedlægges alle usikrede overgange på Grenaabanen, og i samme omgang sikres også Badevej med bomme og blink,« skriver Morten Springdorf.
Hvornår vil den nye overgang være klar til brug?
»Banedanmark har oplyst, at anlægsarbejdet fortsættes i august eller september og forventes færdig i oktober 2019,« skriver Morten Springdorf.
Hvorfor fjernede man broen over banen, inden der blev etableret en ny overgang?
»Banedanmark er projektejer på hastighedsopgraderingen. Aarhus Letbane er ikke bekendt med sammenhængen, uagtet at overkørslen ikke kan etableres, før broen er væk, da begge anlæg er placeret på samme område,« skriver Morten Springdorf.