Ny bydel skaber store parkeringsproblemer: Veje i villakvarter proppet i begge sider
De mange nye beboere i Åbyen benytter angiveligt ikke egne pladser, men parkerer gratis på de omkringliggende veje til stor gene. Kommunen er opmærksom på problemet.
Den ser pæn og poleret ud, Aarhus’ nye bydel ved Søren Frichs Vej.
Men lige bag ved de store og flotte bygninger i Åbyen hersker et større parkeringskaos. Især på Åbyvej, der forbinder Søren Frichs Vej med Gl. Åby, er den helt gal.
Den i forvejen ret smalle vej er sandet til med parkerede biler i begge sider. Bilerne holder halvt oppe på fortovet og halvt ud på vejen, så der på en flere hundrede meter lang strækning kun er plads til passerende biler i én retning. Formaster cyklister sig ind på vejen, skal de holde tungen lige i munden.
Parkeringssituationen skaber stor frustration blandt hus- og kolonihaveejere i området, og på en lokal Facebook-gruppe er det de nye beboere i Åbyen, der får skylden. De parkerer på de gratis villaveje i området i stedet for at benytte egne parkeringskældre, som der er under alle de nye, store bygninger, lyder kritikken.
Koster 600 kr.
Og noget kan tyde på, at den tese er korrekt.
»Vores p-kælder bliver brugt, men den er langtfra fyldt op. Det kan skyldes flere ting, blandt andet at vi har mange studerende som lejere. Men der vil selvfølgelig nok være nogen, der parkerer på vejen, men jeg tror ikke, at det er mange,« siger Jeanette Rosenberg, kundechef hos CEJ Ejendomsadministration, der står for udlejningen af en af de største bygninger.
Her kan beboerne købe dagsbilletter til p-kælderen eller en månedsplads til 600 kr.
»Jeg synes faktisk, at prisen er rimelig, og vi har ingen forespørgsler på, om det kunne gøres billigere,« siger Jeanette Rosenberg.
Prisen er cirka den samme i Erdahus, hvor der er plads til 122 biler i kælderen.
»Jeg kan bekræfte, at kælderen ikke er fuldt udlejet. Vi har dog heller ikke lejet alle lejligheder ud,« siger Kim Mogensen, udlejningschef for Newsec, der administrerer Erdahus.
»Jeg har ikke før hørt om problemerne, men jeg vil da ikke afvise, at vores lejere kan finde på at parkere ude på vejene, hvis de kan holde gratis dér, når vores p-kælder koster penge,« siger han og fortæller, at der primært bor studerende i Erdahus.
Løsning på vej
Hos Aarhus Kommune er man opmærksom på problematikken, oplyser Kim Gulvad Svendsen, chef for Drift og Myndighed. Det blev man for et par måneder siden.
»Vi har fået flere henvendelser fra beboere i området, der synes, det er farligt. Når sådan noget dukker op, tager det tid, fordi vi skal have det forbi politiets færdselssektion, og så skal vi have skabt den rigtige løsning. Det gør man ikke bare lige med et snuptag,« siger han.
I forrige uge blev situationen ved Åbyen drøftet på et møde, og det er nu blevet besluttet, at der skal indføres forbud mod parkering.
»Der laves parkeringsforbud langs den ene side af Åbyvej. Dette vil måske flytte nogle over i parkeringshusene. P-anlæggene under bygningerne er ikke vores, hvorfor vi ikke kan arbejde med andet end sikkerheden på de offentlige veje,« forklarer Kim Gulvad Svendsen.
Han oplyser, at skiltematerialet er bestilt, og at opsætningen vil begynde, når det er modtaget
.