Fortsæt til indhold
Aarhus

DGI-Huset i Aarhus skal udvides med et sundhedstårn

Salling Fondene støtter byggeriet med 20 mio. kr. Det samlede projekt, som skal opføres i ni etager, ventes at koste 60 mio. kr.

JP Aarhus

DGI-Huset i Aarhus skal udvides med et sundhedstårn.

Byggeriet ventes at koste 60 mio. kr., hvoraf de 20 mio. kr. er skaffet gennem en donation fra Salling Fondene.

Sundhedstårnet bliver et »multifunktionelt idræts- og sundhedscenter, hvor fokus vil ligge på idræt, sundhed, læring og udvikling,« hedder det i en pressemeddelelse fra DGI-Huset og Salling Fondene.

Sundhedstårnet, der projekteres med en planlagt højde på ca. 40 meter og ni etager, bliver »et markant idrætscenter i Aarhus, og det vil også internationalt vække opmærksomhed med sin nyskabende og bæredygtige arkitektur og indretning«, mener DGI-Huset og Salling Fondene, der i pressemeddelelsen også skriver:

»Hensigten er at etablere et fremtidsorienteret væksthus for idrætten, hvor kendte idrætsformer kombineres med nye former for idræt, træning og forebyggelse.«

Et hus af den karakter vil være second to none i Nordeuropa.
Troels Knudsen, direktør for DGI Huset

Direktør for DGI-Huset Aarhus, Troels Knudsen, er begejstret for udsigten til et nyt sundhedstårn i byen:

»Donationen vil give os mulighed for at udbygge vores nuværende tilbud med et unikt idrætshus i Aarhus, der kan supplere det i forvejen meget besøgte DGI-Huset. Med sin markante udformning og indretning skaber sundhedstårnet mulighed for at koble de nuværende idræts- og træningstilbud i DGI-Huset til en palet af nye, spændende muligheder inden for sundhedsområdet. Dette kunne være kost, kurser, forebyggelse og genoptræning, læring og folkeoplysning. Alt sammen til gavn for folkesundhed og fællesskaber i midtbyen. På samme tid skal tårnet fungere som generationernes idrætsanlæg til midtbyens beboere og foreninger, et sundhedshus med walk-in tests og træning for borgerne og et storbyens forsamlingshus med kurser og foredrag. Tårnets øverste etage vil rumme et center for oplevelse og læring. Et hus af den karakter vil være second to none i Nordeuropa.«

Formand for Fonden DGI-Husets bestyrelse Lars Steen Pedersen udtaler:

»Det er en fantastisk mulighed for os - og det kommer borgere i alle aldre i Aarhus til gode. Vi har haft stor succes med vores idrætstilbud - og antallet af besøgende i DGI-Huset er vokset fra cirka 80.000 i 2004 til 270.000 i 2018. Vi har en fantastisk bygning, og vi vil gerne give endnu flere mulighed for et aktivt og sundt liv. De eksisterende kvadratmeter er anvendt, og yderligere udvidelser kan kun ske opad. Støtten fra Købmand Herman Sallings Fond er et kæmpe skulderklap til brugerne, medarbejderne, ledelsen og bestyrelsen til at realisere vores vision. Sundhedstårnet kommer til at fremstå som et moderne fyrtårn for idræt og sundhed. Donationen giver os stor tiltro til, at vi kan finde de resterende midler til at realisere sundhedstårnet.«

Jens Bjerg Sørensen, der er formand for Købmand Herman Sallings Fond, håber, at sundhedstårnet kan blive endnu et folkeligt samlingspunkt i Aarhus:

»Salling Fondenes formål er at skabe oplevelser og fællesskab i hverdagen, og derfor er vi glade for at kunne bakke op om et spændende projekt, som mange aarhusianere i den grad kan få glæde af. For os er det helt afgørende at bidrage til en bedre hverdag, og vi vil gerne gøre en forskel i Aarhus. Vi håber derfor, at Fonden DGI-Huset vil kunne bruge vores donation som løftestang til at sikre den resterende finansiering.«