Fortsæt til indhold
Aarhus

Rådmand vil anlægge en ny vej for at aflaste det nordlige Aarhus

Vejen skal forbinde Viborgvej i Aarhus med Djursland-motorvejen.

JP Aarhus

Der er store trængselsproblemer for trafikken til og fra Skejby. Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek foreslår derfor, at der anlægges en ny vej, der forbinder Viborgvej med Djursland-motorvejen.

Den skal lede en del af trafikken udenom området i det nordlige Aarhus.

»Det er afgørende vigtigt, at vi begynder at gøre noget ved de trængselsforbindelser, der er flere steder i Aarhus og ikke mindst i Skejby. Kommuneplanen har allerede reserveret en vejforbindelse fra Bredskiftevej til Paludan Müllers Vej ved Agro Food Park. Det vil være oplagt at forlænge denne vej helt op til Søftenvej. De særligt trafikbelastede veje i området kan aflastes, og vi kan skabe et vejsystem med bedre adgang til Universitetshospitalet, Agro Food Park m.fl.,« siger Bünyamin Simsek.

Han vil derfor gå i byrådet med en indstilling om at sætte gang i forundersøgelser af denne vejforbindelse.

Med etablering af vejforbindelsen vil der samtidig kunne åbnes for byudvikling omkring Tilst og Brendstrup. Dette har tidligere været drøftet i byrådet, men er udskudt bl.a. på grund af manglende infrastruktur.

Planerne om en ny vej vækker glæde i foreningen for virksomheder i området, Business Park Skejby (BPS).

»Den nye vej vil spare tid for virksomhedernes mange ansatte. Vi har regnet ud, at medarbejderne i området i 2017 brugte mere end en million timer på at holde i kø. Det er klart, at alt, der kan nedbringe dette tal, kan betyde bedre indtjening og sparet tid og frustrationer for den enkelte ansatte, så sammen med andre tiltag er vejen et vigtigt bidrag,« siger Wilhelm Pedersen, der er næstformand i BPS.