Samsø Syltefabrik måtte se bundlinjen dale 1,5 mio. kr.
Det 45 år gamle selskab med adresse på den sydlige del af Samsø måtte se resultatet i 2018 slået tilbage til 2016-niveau. Selskabets nye direktør peger på, at årsagen bl.a. er at finde i sidste års varme sommer.
Samsø Syltefabrik med lokaliteter på den sydlige del af Samsø gennemgik regnskabsmæssigt ikke det 2018, som ledelsen havde forventet. Mens håbet var et resultat på linje med de 3,9 mio. kr., der lå på bundlinjen i 2017, landede sidste års resultat knap 40 pct. lavere.
I det nyligt offentliggjorte årsregnskab for 2018 leverede det 45 år gamle selskab således et nettoresultat på 2,4 mio. kr. Dermed blev overskuddet skudt tilbage på niveau med resultatet i 2016. Årsagen er bl.a. at finde i sidste års varme sommer, fortæller adm. direktør Frank Jakobsen, der tiltrådte i februar.
»Den har betydet noget for vores produktion og de afgrøder, vi kunne få,« forklarer han. Siden selskabet blev opkøbt af kapitalfonden Erhvervsinvest i 2015, har den forhenværende direktør Mads Quistgaard kun ville udtale sig om de overordnede linjer, og det samme gælder selskabets nye direktør.
Mens omsætningen ikke er oplyst i regnskabet, er bruttofortjenesten det til gengæld. Også her var man ramt af tilbagegang, og bruttofortjenesten endte på 21,1 mio. kr. i 2018, hvilket var 11 pct. lavere end i 2017. Frank Jakobsen ønsker ikke at komme nærmere ind på konkrete omsætningstal, men fortæller dog, at en mindre del af posten udgøres af eksport, og at den del hovedsageligt kommer fra det svenske marked. Senest offentliggjorte omsætning er fra 2014. Den gang lå omsætningen på 72,8 mio. kr.
Direktøren mener, at der er udsigt til et bedre resultat i indeværende år.
»2019 ser indtil videre normalt og fornuftigt ud. Året er startet godt, men vi kender jo ikke høsten endnu. Vi forventer, at årets resultat kommer tilbage på niveau med 2017,« siger han.
Egenkapitalen endte på 62,2 mio. kr. i 2018 mod 64,8 mio. kr. året før. Der var i gennemsnit 29 medarbejdere fastansat i 2018 mod 31 året før.
I 2015 købte kapitalfonden Erhvervsinvest Samsø Syltefabrik af DLG, der i stor stil afhændede de datterselskaber, der havde deres afsæt i direkte fødevareproduktion, og som dermed lå langt fra kerneforretningen omkring grovvarer.
Den tidligere adm. direktør i sylteselskabet, Mads Quistgaard, der i 2015 var med til at købe Samsø Syltefabrik ud af DLG-koncernen, gik pludselig gået bort i maj sidste år. Herefter sad bestyrelsesformand Jørgen Jensen på posten indtil den nye direktør tiltrådte den 1. februar. Frank Jakobsen kom fra en stilling som adm. direktør i Igos A/S, som er en dansk fødevarevirksomhed med fokus på marmelader.
Parallelt med direktørposten i Igos, havde Frank Jackobsen ansvaret for Björnkulla AB, der producerer marmelade og survarer til det svenske marked.