Forældre om skolelukning: Det er uacceptabelt at stå uden lokal skole
Flere forældrerepræsentanter i Tovshøjskolens bestyrelse kritiserer aftalen om at flytte elever og lærere til Ellekærskolen. Planen møder ros fra skolens leder.
Beboere og forældre kritiserer, at Gellerupområdet i mange år vil stå uden en lokal skole, når Tovshøjskolen og Ellekærskolen fra skoleåret 2020/2021 fusionerer på Ellekærskolens matrikel.
Det fortæller formanden for Tovshøjskolens bestyrelse, Farhiyo Abukar Mohamed.
»Det er overhovedet ikke okay og uacceptabelt, at vi skal miste vores lokale skole,« siger hun.
I 2024 ville skolerne sammenlagt have ca. 160 elever Med det grundlag kan man ikke drive to skoler.Helle Mønster, skoleleder på Tovshøjskolen
Fusionen sker som led i et større forlig om skolerne i vestbyen indgået af et samlet byråd natten til torsdag. Hovedelementet i aftalen er, at der fra skoleåret 2025/2026 skal stå en ny skole klar i Gellerup med plads til 600 elever. Farhiyo Abukar Mohameds kritik bakkes op af flere bestyrelseskollegaer.
»Det er ikke en god plan. Vi holder af Tovshøjskolen. Den er bedst for beboerne i området, fordi vi alle sammen kender hinanden. Det er en stor styrke. På Ellekærskolen vil vi ikke kende nogen,« siger Houda Youssef Mohammed.
Habiba Catti roser lærere og ledere på Tovshøjskolen, men forklarer samtidig, at der kan være problemer med elever og forældre:
»De respekterer ikke hinanden. Alligevel er lukningen en skam, fordi mine børn elsker skolen. Jeg snakker ofte med dem om, at de skal flytte skole, men de siger ”nej nej, det vil vi ikke”.«
Mange har gjort det godt
Det er anden gang, at byrådet har forsøgt at lave en aftale om skolerne i Aarhus Vest. I forbindelse med en aftale fra juni 2018 om udsatte boligområder, der skal sikre en mere blandet beboersammensætning i Aarhus Vest, foreslog Børn og Unge at samle 46 folkeskoler i 19 skoledistrikter.
Men idéen blev kasseret efter massiv kritik fra forældre fra bl.a. Gammelgaardsskolen og Åby Skole. Sammen med Engdalskolen i Brabrand stod de til at komme i skoledistrikter med vestbyskoler som Tovshøjskolen, Ellekærskolen og Sødalsskolen, der har høje andele af tosprogede elever.
Skoleleder på Tovshøjskolen Helle Mønster er modsat forældrebestyrelsen glad for den nye aftale.
»I en femårig periode vil vi ikke have en lokal skole, men den kommer tilbage i en langt mere attraktiv version,« siger hun og tilføjer, at fremtiden for Tovshøj- og Ellekærskolen ikke er holdbar:
»I 2024 ville skolerne sammenlagt have ca. 160 elever Med det grundlag kan man ikke drive to skoler.«
Børne- og ungerådmand Thomas Medom (SF) har forståelse for forældrenes kritik:
»Der er mange, som har knoklet på Tovshøjskolen og gjort det godt. Der vil være en forringelse i få år for nogle børn, hvorefter de får noget meget bedre. Der er plusser og minusser i aftalen.«