Verdensballetten med nye kunstnere på Møllerup
Verdensballettet opføres igen 13. juli for 8. år i træk på Møllerup Gods, hvor internationale balletstjerner og danske operasangere og musikere indtager scenen en enkelt sommeraften.
Den ene af Verdensballettens kunstneriske ledere Steven McRae er tilbage på scenen, efter at han sidste år måtte ”springe over” pga. en mindre skade. Årets nye balletnavn bliver den 27-årige ballerina fra The Royal Ballet of London Yasmine Naghdi. Hun skabte overskrifter, da hun sidste år debuterede I rollen som Julie i Romeo & Julie med flotte anmeldelser. Nu får hun sin debut med Verdensballetten og skal bl.a. danse med den italienske solodanser fra London Federico Bonelli.
Årets kvindelige operasanger er den danske sopran Denise Beck, som til dagligt bor i Berlin, men optræder på de store scener i Europa – bl.a. i Wien, München, Amsterdam, Oslo og Moskva.
Som altid er operasangeren Jens-Christian Wandt primus motor på Verdensballetten.
»Med hovedbygningen som den maleriske kulisse og med en række af verdens største kunstnere fra ballettens verden på scenen, så er jeg sikker på at vi igen i år vil opleve en magisk aften på Møllerup,« siger han i en pressemeddelelse.