Fortsæt til indhold
Aarhus

Fra verdenskendt til ukendt: Maja Alm er klar til sit første cross-løb på vejen mod OL

VM i cross er et vigtigt skridt på vejen mod OL-drømmen for den succesfulde orienteringsløber fra Aarhus.

Lørdag går det løs til verdensmesterskaberne i en af de mest ædle discipliner indenfor atletik, VM i cross country. 562 af verdens bedste løbere stiller til start på og omkring Moesgaard Museum, og blandt de danske løbestjerner kan man ikke komme udenom Aarhus’ helt egen Maja Alm.

Den syvdobbelte verdensmester i orienteringsløb stiller for første gang op til et verdensmesterskaber i cross. I orienteringsløbsverdenen er hun et velkendt navn og autografskrivning og selfies med fans har været en fast del af hendes succesfulde karriere.

Men sådan er det ikke helt i cross-country disciplinen. Her er hun blot en blandt mange løbere i et felt, der i årevis har været domineret af de afrikanske lande. VM’et er derfor en anderledes oplevelse for den 30-årige Maja Alm.

Normalt har jeg mit kort at fokusere på, så jeg glemmer, hvor hårdt det egentligt er. På cross-banen kan man ikke tænke på andet
Maja Alm, atletikudøver

»Ingen ved, hvem jeg er i cross. Det er mærkeligt. I orientering vil folk gerne have autografer - og det siger jeg også altid ja til - men det tager også meget energi. Man er på konstant. Det lyder måske forkælet, men det er er rart bare at være mig,« forklarer hun dagen før det hele skydes i gang.

Med det danske atletiklandshold vendte Maja Alm torsdag tilbage til Danmark efter fire uger på højdetræningslejr i Kenya. Lørdag vil det vise sig om den hårde træning har givet pote. Arkivfoto: Lasse Kofod

Et skridt på OL-vejen

Anonymiteten er dog også med til at drive hende, for nu skal hun pludselig kæmpe for, at atletikverdenen kender til navnet Maja Alm.

Atletikdisciplinen, som cross country er en del af, er nemlig relativt ukendt land for den hende. Hun har længe haft et ønske om at deltage i OL. Der har bare været et problem: orienteringsløb er ikke en OL-disciplin.

Derfor proklamerede hun i 2018, at hun vil stå over ved den næste VM i orienteringsløb for at hellige sig drømmen om OL. Hun håber, at kunne deltage på 5.000 m. løb, og lørdagens VM er et vigtigt og kalkuleret skridt på vejen mod det mål.

»Der er rigtig mange elementer, som jeg kan bruge i baneløbet: at ligge i de løbefelter, som opstår, at disponere mit løb rigtigt, spurte mod folk, løbe taktisk, så man ikke er den der trækker det hele. I orienteringsløb løber man jo alene,« siger hun og uddyber:

»Og selvfølgelig også det, at det bliver så hårdt. Det bliver det virkelig på de sidste runder. Jeg kan lære at blive ved med at tro på det trods smerten. Normalt har jeg mit kort at fokusere på, så jeg glemmer, hvor hårdt det egentligt er. På cross-banen kan man ikke tænke på andet,« understreger hun.

Hjemmebanefordel

Ruten ved dagens VM i cross er da også hård. Meget hård. Løberne skal kæmpe sig igennem sand, muddergrav og ikke mindst - hovedattraktionen - en tur op ad det 160 meter lange græsbeklædte tag på Moesgaard Museum, hvor stigningsprocenten sniger sig op på 10 pct.

Det er på turen nedad taget, at den aarhusianske atlet ser en fordel i, at have været orienteringsløber.

»Jeg ved, hvordan jeg skal sætte fødderne på vej nedad, så der kan jeg måske hente lidt tid. Omvendt kan mine konkurrenter hente tid opad, for der er jeg dårligere løbende.«

Maja Alm har modsat sine konkurrenter haft mulighed for at træne på VM-ruten op til stævnet. Fire gange har hun taget turen - senest fredag morgen med resten af det danske landshold. Hun ved derfor allerede nu, hvor hun får får brug for at finde lidt ekstra.

»Det er vigtigt at disponere sit løb og ikke trykke for hårdt de først runder. Især kenyanerne spurter derudaf og håber på, at vi andre løber med og falder fra. Det er vigtigt at have respekt for den fart, man har sat. Men i den sidste halvdel af løbet kører man på ren vilje.«

Og det er netop her, at hjemmebanefordelen skal komme hende til gode.

»Det kommer til at betyde rigtig meget, at jeg har nogen, der hepper og tror på mig,« siger løbetalentet.

Publikum har mulighed for at heppe på Maja Alm, når kvindernes 10 km. cross-løb skydes i gang kl. 13.