Politiafgørelse på vej i skandalesag
Østjyllands Politi afgør inden længe, om der skal rejses tiltale i skandalesagen fra teknik- og miljøafdelingen i Aarhus Kommune.
Den juridiske vurdering af politiets efterforskningsmateriale i sagen om en række mistænkelige forhold i Aarhus Kommunes teknik- og miljøafdeling er ved at være afsluttet.
Det oplyser specialanklager Jesper Rodkjær, Østjyllands Politi.
Han regner med, at der inden længe vil blive truffet beslutning om en eventuel tiltalerejsning mod en eller flere i sagen.
»For nogle måneder siden blev den forelagt Statsadvokaten i Viborg, som har stillet i udsigt, at de medio marts vil træffe en afgørelse i sagen. Det bliver nok med en anbefaling af, hvilken vej jeg skal skrive anklageskriftet. Jeg gætter på, at de vil konferere af med bagmandspolitiet,« siger Jesper Rodkjær.
Vi kommer ikke til at udtale os til pressen, før vi måtte have meddelt sagens parter, hvad vi gør og ikke gør.Jesper Rodkjær, specialanklager
Han henviser til en lignende sag, Atea-sagen fra Sjælland, hvor der blev rejst tiltale mod en række medarbejdere fra Region Sjælland og Atea for at have medvirket til bestikkelse for over 1,2 mio. kr.
Ønsker ens praksis
»Vi kan jo godt se i Atea-sagen, hvad der er rejst tiltale for, men vi kan ikke se, hvad bagmandspolitiet har undladt at rejse tiltale for, og dermed, hvor de har lagt snittet. Det er derfor, at vi forelægger den op gennem systemet, så vi får en nogenlunde ens tiltalepraksis,« forklarer specialanklageren.
I efteråret 2016 blev en lang række kritisable forhold og uregelmæssigheder afsløret i Aarhus Kommunes tekniske forvaltning.
Chefer blev fyret
Flere chefer er blevet fyret, heriblandt den tidligere direktør for Teknik og Miljø Erik Jespersen. Den tidligere forvaltningschef Claus Pedersen blev bortvist og politianmeldt for mistanke om bl.a. at have begået underslæb, tjenesteforsømmelse og at have modtaget bestikkelse.
Revisionsfirmaet Ernst & Young gennemgik senere en lang række mistænkelige forhold og konkluderede, at sagen har kostet Aarhus Kommune mere end 1,9 mio. kr. Der blev bl.a. fundet flere eksempler på privatkøb for skattekroner, brud på udbudsregler og »usædvanlige« forløb ved kontraktforhandlinger med private virksomheder.
Flere personer har været sigtet i sagen, der nu er ved at være færdigbehandlet hos anklagemyndigheden.
»Alt efter hvor meget eller hvor lidt de (Statsadvokaten i Viborg, red.) måtte beslutte, og om der skal rejses tiltale, skal jeg have lavet et anklageskrift på den. Ultimo marts er nok et meget godt gæt,« siger Jesper Rodkjær.
Fordi der har været stor medieinteresse for sagen, regner specialanklageren med, at politiet melder afgørelsen bredt ud formentlig via en pressemeddelelse.
»Vi kommer ikke til at udtale os til pressen, før vi måtte have meddelt sagens parter, hvad vi gør og ikke gør,« siger Jesper Rodkjær.
Ingen kommentarer
JP Aarhus har bedt den tidligere forvaltningschef Claus Pedersen om en kommentar til, at den langvarige politimæssige efterforskning og efterfølgende juridiske vurdering af sagen er ved at være ved vejs ende, men han oplyser, at har ikke har nogen kommentarer.
Samme melding giver Aarhus Kommunes tidligere tekniske direktør, Erik Jespersen.