Politi: Grupper fra Trillegården og Kalmargade kæmper om hashmarkedet
Frydenlund er centrum for salget af hash, som to grupperinger slås om, vurderer Østjyllands Politi.
De to grupperinger i den igangværende kamp om hashsalg i Aarhus kommer fra Trillegården og Kalmargade. Men det er svært at få et overblik over antallet af involverede.
Det fortæller Klaus Arboe Rasmussen, chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi. Han løfter dermed lidt af sløret for, hvem der står bag den verserende konflikt, som sidste mandag fik politiet til at indføre en visitationszone i det nordvestlige Aarhus.
»Det er grupperinger af fortrinsvis yngre mænd både i Trillegården og ude omkring Kalmargade. Vores nærmere beskrivelse af dem, vil vi helst ikke sige noget om endnu,« lyder det fra chefpolitiinspektøren, som oplyser, at grupperingerne kæmper om hashmarkedet.
Den fastere struktur, der har været for grupperinger, ser vi ikke rigtigt mere - til gengæld er de i stand til at mobilisere meget hurtigtKlaus Arboe Rasmussen, chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi
Gennem en længere årrække har den såkaldte Trillegårdsbande huseret i Aarhus. Med et særligt t-symbol tatoveret på håndleddet har medlemmer vist deres tilhørsforhold til banden. Og mænd herfra er tilsyneladende en del af konflikten.
»Ja. Og så måske også med lidt nye. Det er i hvert fald i det område og formentlig også med nogle gengangere, men vi er ikke helt sikre på det endnu,« konstaterer Klaus Arboe Rasmussen, der ikke kan sige, om politiet har set bandens karakteristiske t-symbol på mændenes hænder:
»Men det er selvfølgelig i den gruppe, vi forsøger at afsøge det.«
Chefpolitiinspektøren melder pas på, hvor mange personer, de to grupper består af.
»Det er mere løselige strukturer, end vi har set før. Den mere faste struktur, der har været for grupperinger, ser vi ikke rigtigt mere - til gengæld er de i stand til at mobilisere meget hurtigt. Man kan ikke sige, det er så mange mennesker det drejer sig om - det er sådan til og fra alt efter, hvad der lige sker,« siger han.
Klaus Arboe Rasmussen fortæller, at salget af hash primært foregår omkring Frydenlund. Nærmere kan han ikke komme det.
»Du kan ikke sige, at det er lige nøjagtig der, de gør det.«
Chefpolitiinspektøren oplyser, at Botanisk Have er taget med i visitationszonen, fordi politiet vurderede, at der måske også skete et salg her.
Politiet har i løbet af den første uge med visitationszonen foretaget omkring 120 visitationer og beslaglagt 24 våben som for eksempel knive, baseballbat og totenschlægere. Desuden er der beslaglagt en mindre mængde hash og skunk.
Hvordan kan det være, at I ikke beslaglægger mere hash og sætter hårdt ind for at få stoppet salget?
»De efterforskninger, vi har sat i gang, skulle gerne lede frem til det på et tidspunkt. Det, der er vores fokus i første omgang, er at få de slagsmål og skyderier, der sker i det offentlige rum, til at stoppe. Det er flere fronter, vi har sat ind på,« siger Klaus Arboe Rasmussen.
Han kan endnu ikke vurdere, om det er nødvendigt at forlænge visitationszonen til efter den 18. marts.
»Det kommer an på, hvad der sker de næste tre uger. Vi vurderer det op til, om vi vil forlænge eller ej, men det er for tidligt at gøre endnu.«