Fortsæt til indhold
Aarhus

Kulturen skal binde Aarhus og Manchester sammen. Første sløjfe bindes nu

Manchester, Aarhus og Aalborg har indgået en kulturel musketered, der skal udvikle kunst og kultur i de tre byer. Nu kommer Manchester til Aarhus.

At kultur er en mangehovedet størrelse blev mandag slået fast i Aalborg, da et nyt samarbejde mellem den britiske by Manchester, Aalborg og Aarhus officielt blev sat i gang.

Onsdag og torsdag kommer samarbejdet meget konkret til Aarhus, hvor en delegation af kulturpersonligheder fra Manchester skal på rundtur i Aarhus for at se, hvad byen har at byde på, og hvor fremtidige samarbejder kan opstå.

Kulturrådmand i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad (R) er vært ved besøget i Aarhus, hvor delegationen skal besøge bl.a. Moesgaard Museum, Godsbanen, Den Gamle By, Brobjergskolen, musikhuset, Dokk1 og Kvindemuseet og møde en række af de aarhusianere, der er aktive i kulturlivet her.

Den britiske delegation skal bl.a. på besøg på Dokk1. Arkivfoto

Kulturel musketered

Det er en kulturel musketered, som de tre byer har indgået med udgangspunkt i en idé om at udvikle kunsten og kulturen i byerne som et led i Det Internationale Kulturpanels kulturindsats i Storbritannien. Panelet er et samarbejdsforum mellem bl.a. Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet.

Det er et vigtigt arbejde, mener kulturminister Mette Bock (LA), der mandag var i Aalborg til lanceringen af samarbejdet.

Mange danskere kender primært Manchester fra fodbold, hvilket i øvrigt også er kultur, men derudover har byen meget bevidst brugt kultur som motor.
Mette Bock (LA), kulturminister

»Det betyder meget på mange niveauer. I forlængelse af Brexit, hvor Storbritannien på mange måder kommer til at vende ryggen til Europa både politisk og økonomisk, er det de kulturelle bånd, der kan være med til at binde os sammen. Jeg har mødt den britiske kulturminister, Margot James, der var hun fortvivlet over hele situationen i Storbritannien, men også sagde, at netop de kulturelle bånd kunne holdes ved lige og måske udbygges,« siger Mette Bock.

Kvindemuseet er enestående i hele verden og bliver ofte vist frem. Arkivfoto

Hun peger på, at de tre byer har det tilfælles, at de bruger kulturen som drivkraft til udvikling af byer, som ikke er hovedstæder.

»Vi har haft en lang tradition for, at det er hovedstad til hovedstad, når man laver den slags internationale kultursamarbejder, og så har man selvfølgelig haft venskabsbyer, men de er gledet lidt i baggrunden. I dette samarbejde kigger vi ikke kun ind i de traditionelle kulturinstitutioner, men også på samarbejde om sundhedssektoren, uddannelsessektoren og sociale institutioner. Det er kultur fortolket meget bredt, og det betyder ikke, at kulturinstitutionerne ikke er vigtige at have, men det får kultur til at få en anden betydning,« siger kulturministeren.

»Mange danskere kender primært Manchester fra fodbold, hvilket i øvrigt også er kultur, men derudover har byen meget bevidst brugt kultur som motor. Borgerundersøgelser fra både Aarhus og Aalborg har vist, at borgerne har kultur på en klar førsteplads, når de bliver spurgt om, hvad der gør en by god at bo i. Det viser, at kultur er andet og mere end den traditionelle måde at tænke kultur på og kan være en drivkraft i en positiv udvikling.«

Godsbanen er et sted i Aarhus, som man meget gerne viser frem, når der er besøg i byen. Her er borgmester Jacob Bundsgaard (S)selv kreativ i det vidtfavnende kulturhus i Skovgaardsgade. Arkivfoto

Vanebrydende samarbejde

Rabih Azad-Ahmad er helt enig.

»Det er et samarbejde, som vi alle glæder os til. Vi kommer til at gøre hinanden klogere på, hvad kultur også er, ligesom vi kan inspirere hinanden til måder at arbejde med kultur på. Sådan et samarbejde er vanebrydende, og der er ingen tvivl om, at det er noget, der vil komme borgerne til gavn,« siger han.

»Vi ønsker, at Aarhus rækker ud internationalt, og vi så under kulturhovedstadsåret, hvad det kan føre til. Et konkret eksempel er børnelitteraturfestivalen Albus, som bygger på erfaringerne fra Hay Festival i kulturhovedstadsåret.«

Lige nu, er det Aarhus og Aalborg, der bliver vist frem, og meningen er, at den britiske delegation skal tilbage til Manchester og fortælle om dens oplevelser og styrke netværket mellem de tre byer.

Det er Slots- og Kulturstyrelsen samt den danske ambassade i London, der har taget initiativ til samarbejdet med Arts Council England. Det er første gang, at danske kommuner har været en del af en international kulturudveksling i regi af Det Internationale Kulturpanel.