Fortsæt til indhold
Aarhus

Alternativet vil gøre Aarhus Kommune mere klimabevidst

Hvis det står til Alternativet skal Aarhus Kommune gå forrest og vise vejen for en mere bæredygtig fremtid. Derfor diskuterede byrådet onsdag klimabelastning.

Ifølge Alternativet skal Aarhus Kommune ændre den måde, som både kommunalpolitikerne og medarbejdere i kommunen tænker på, når de rejser ud i verden. Derfor stillede partier onsdag et forslag til byrådet om ændringer af rejsevaner i kommunen.

»Aarhus Kommune skal gå forrest og være til inspiration både for andre kommuner, men også for byens borgere ved at have et større fokus på klimabevidstheden i kommunen og derved udlede mindre CO2,« sagde Liv Gro Jensen (AL).

Fokus på klimabevidsthed

Helt konkret foreslår partiet, at Aarhus Kommune altid vurderer nødvendigheden af de enkelte flyrejsers formål samtidig med, at kommunen skal overveje om, der er mere klimavenlige alternativer. Det kunne f.eks være togrejse. Ifølge partiet skal overvejelserne ske til trods for, at rejsen bliver dyrere eller længere.

Samtidig foreslår Alternativet, at kommunen kompenserer for den CO2, som den udleder. Det kan eksempelvis gøres ved at etablere nye skovområder.

Som kommune kan vi gøre det bedre. Men vi kan ikke kræve, at vores politikere eller medarbejdere skal bruge hverken hele eller halve dage i transport.
Mette Bjerre, SF

Både SF, Enhedslisten og Radikale Venstre er enig med Alternativet i, at det er vigtigt, at Aarhus Kommune sætter fokus på klimabevidsthed.

»Vi er enige i, at det er vigtigt at mindske flytrafikken. Som kommune kan vi gøre det bedre, men vi er ikke enig med Alternativet i, hvordan vi skal gøre det. Rejseafstandene er det største problem i debatten. Vi kan ikke kræve, at vores politikere eller medarbejdere skal bruge hverken hele eller halve dage i transport,« sagde Mette Bjerre (SF).

Hun henviser til, at flere af lokalpolitikere har arbejde ved siden af deres arbejde i byrådet, og derfor kan lange rejser være en hindring for dem.

Alternative løsninger

Venstre og Dansk Folkeparti stillede sig mere kritiske over for Alternativets forslag, da der onsdag blev diskuteret klimabelastning i byrådssalen.

»Vi rejser ud i verden for at lære, blive klogere og få et internationalt udsyn i vores arbejde,« sagde Gert Bjerregaard (V).

Han mener, at Alternativets forslag peger på modstridende interesserer i byrådet, fordi Aarhus Kommune samtidig investerer i Aarhus Lufthavn, som ejes af kommunen.

»Vi investerer i en lufthavn med flere internationale afgange. Men på den anden side beder vi flyene om at blive på jorden. Det er i Venstres optik ikke økonomisk sund fornuft,« sagde han

Han opfordrer derfor byrådet til at kigge andre steder end på flytrafikken, når den overvejer, hvordan den fremover kan være med til at bidrage til mindre CO2-udledning.