Fortsæt til indhold
Aarhus

Pesticidfund i to af fem boringer i indsatsområde: Politikerne står klar med en plan

Indsatsområdet Stautrup-Åbo er fortsat presset på pesticidfritvand, viser en ny opgørelse over drikkevandsboringerne. Det kræver træer og forbud, mener rådmanden for Teknik og Miljø.

De dyrebare dryp fra de aarhusianske haner er udsatte. Pesticider og nedbrydningsprodukter udfordrer den efterspurgte rene kvalitet på drikkevand fra Stautrup-Åbo.

Nye tal fra Teknik og Miljø viser, at 88 af 211 boringer indeholder pesticider eller nedbrydningsprodukter. Det drejer sig dermed om 42 pct. af boringerne i området.

Det er en spinkel stigning på 2 procentpoint fra sidste måling i 2015. Det er bekymrende, men det går ikke uset hen, siger Teknik og Miljøs rådmand, Bünyamin Simsek (V).

»Jeg tager det med sindsro, men også alvorligt. Det er fortidens synder, som vi kan se resultatet af nu. For årtier tilbage var vi ikke så restriktive i måden, vi behandlede jorden på. Nu er landmændende og teknologien blevet bedre, mens politikken er blevet strammet op, men der kan gøres mere,« forklarer han.

Den nuværende forurening er af ældre dato og har flere kilder. I fremtiden vil den primære forurening derimod komme fra landbruget, eftersom at kilderne til drikkevandsboringerne er anlagt nær landbrugsområder. Truslen for det rene drikkevand vil derfor stamme derfra, forklarer Jørn-Ole Andreasen, teamleder for Grundvand og Vandkvalitet ved Aarhus Vand.

Der er allerede blevet stillet skarpt på boringsområderne i Aarhus Kommune. I den forbindelse blev Stautrup-Åbo og Beder udpeget som indsatsområder i hhv. 2016 og 2013.

Alle inklusiv landmændene vil gerne kunne åbne for hanen med rent vand. Samarbejdsaftalerne ved begrænsningerne skal i den forbindelse også foregå i samarbejde og enighed.
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

For at sikre bedre resultater i fremtiden er indsatsplanerne blevet fulgt op med et forbud mod pesticider i alle landbrugsejendomme.

»Det er nødvendigt, men det kræver et godt samarbejde, hvor man tilgodeser jordherren og kompenserer for den økonomiske konsekvens,« siger Bünyamin Simsek.

10 lodsejere har klaget over forbuddet. Afgørelsen i sagen er endnu ikke faldet, og indtil da er der ikke yderligere restriktioner for brugen af pesticider. Kommunen afventer ligeledes dommen, før at alle miljøplaner bliver rullet ud, oplyser rådmanden.

Træerne skal sikre drikkevandet

Derudover går indsatsplanerne ud på at rejse mere skov. Træ for træ skal jorden dækkes og beskytte grundvandet. Det drejer sig om en ønsket stigning på 2.800 ha skov fra 2016.

Dermed er målet at dække 8.000 ha, hvilket svarer til 17 pct. af kommunens areal inden 2030, oplyser Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

»Det gode ved at anlægge skov er, at træerne på overfladen beskytter vandet under overfladen. Det giver samtidig kulturværdier i kommunen i form af grønne områder. Der er mange synergier,« siger Bünyamin Simsek.

Der er allerede udpeget 5.700 ha jord som »skovrejsning ønsket,« hvoraf det meste er udpeget af hensyn til drikkevandsbeskyttelse.

Rådmanden er ikke bekymret for at mangle produktionsplads, men fremhæver at han lytter til landbruget og til Landbrug og Fødevarers vurderinger.

»Alle inklusiv landmændene vil gerne kunne åbne for hanen med rent vand. Samarbejdsaftalerne ved begrænsningerne skal i den forbindelse også foregå i samarbejde og enighed,« siger Bünyamin Simsek.

Fremtidens spirende skov skal nemlig slå rødder i arealer med nuværende landbrugsdrift. Landmændene vil i den forbindelse modtage kompensation for deres jord, der efterfølgende bliver offentlig skov.

Dermed får arealerne titlen som såkaldt fredskov.

Det skal med de andre indsatser være med til at sikre, at vandet i glassene fortsat i fremtiden kan bores op fra egen undergrund og rinde rent ud af hanerne i Aarhus Kommune.