Biskop vil knytte kommuner tættere sammen med kirken
Under overskriften ”Fælles om det sociale ansvar” mødes over 300 østjyske lokalpolitikere, kirkefolk og organisationer torsdag på en konference for at finde fælles løsninger på det sociale område.
Provster og præster. Borgmestre og rådmænd. Generalsekretærer og frivillige fra organisationer. Over 300 østjyske kirkefolk, kommunalpolitikere og ledende medarbejdere fra sociale NGO’ere deltager torsdag i konferencen ”Fælles om det sociale ansvar” på Diakonhøjskolen i Aarhus.
Henrik Wigh-Poulsen, biskop for Aarhus Stift, er initiativtager til konferencen, som skal skabe nye netværk i civilsamfundet, og hvor der skal diskuteres fælles løsninger på det sociale område.
»Konferencen handler om at finde sammen forskellige steder fra, for sammen at styrke indsatsen for de svageste i samfundet. Der er tilmeldt mere end 300, så der er da noget, der tyder på, at vi med konferencen har fat i noget, der er rigtigt og vigtigt i dagens Danmark, som vi har glemt, men som vi skal mindes om,« siger Henrik Wigh-Poulsen i en pressemeddelelse.
På konferencen er der bl.a. oplæg fra Randers-borgmester Torben Hansen (S), professor Lene Tanggaard, Aalborg Universitet og professor Jørn Henrik Pedersen, SDU samt ledelsesforsker Helle Hein, CBS.
De fremmødte kan deltage i 15 workshops, som adresserer de indsatser, kirker, kommuner og organisationer kan gøre i fællesskab. Således kan deltagerne for eksempel opleve Niels Højberg, stadsdirektør i Aarhus Kommune diskutere udviklingen af det sociale felt med leder af Kirkens Korshær i Danmark, Helle Christiansen. Desuden vil Knud Aarup, formand for Bedre Psykiatri sætte fokus psykisk sårbare unge. Derudover vil grupper handler om på væredygtige væresteder og indsatser for familier, mens overskrifterne for andre workshops er livets afslutning og de svære eksistentielle samtaler.
»Folkekirker og kommuner og de kirkelige organisationer gør, hvad vi hver især er bedst til på det sociale område, men vi kan samarbejde mere. At lære hinanden bedre at kende lokalt, det har borgmestre såvel som sognepræster såvel som de frivillige og de kirkelige sociale organisationer en stor og naturlig interesse i,« siger Henrik Wigh-Poulsen.
En tilsvarende konference blev afviklet i januar 2018, hvor der blev indgået mange aftaler og taget initiativer, som der vil blive fulgt op på.