Fortsæt til indhold
Aarhus

Fagforeninger: Aarhus Kommune mangler en seniorpolitik

Faglige organisationer i Aarhus Kommune savner en overordnet seniorpolitik, som kan imødekomme ændringerne i folkepensionsalderen.

Folkepensionsalderen stiger løbende i de kommende år, og derfor er der brug for en samlet seniorpolitik i Aarhus Kommune, hvis arbejdspladsen fremover vil være en attraktiv arbejdsplads for den ældste del af medarbejderne.

Det mener medarbejdersiden i Aarhus Kommunes øverste samarbejdsudvalg, Fælles Med udvalget (FMU).

»Aarhus Kommune har i mange år arbejdet med decentrale seniorpolitikker i de forskellige magistratsafdelinger, og der skal stadig være rum til lokale muligheder. Men udfordringerne med at sikre arbejde, som de ældste medarbejdere kan holde til, er nu så store, at der også skal laves en central seniorpolitik, som sætter de overordnede streger. Det vil være rigtig gavnligt,« siger Mette Fuglsig Schjødt, næstformand i FMU og næstformand i fagforeningen FOA Århus.

Ifølge arbejdstagersiden i FMU er tiden løbet fra mange af de nuværende decentrale seniorordninger i Aarhus Kommune. Eksempelvis tager flere af aftalerne udgangspunkt i, at man tidligere kunne gå på efterløn som 60-årig.

»Det betyder, at man har ret til en seniorordning, som løber fra man er 55 år. Det giver ikke ret god mening i forhold til de nye reformer,« mener Mette Fuglsig Schjødt.

Folkepensionsalderen er netop hævet til 65,5 år. I 2022 bliver den 67 år, og i 2022 og 2040 kan danskerne først få folkepension, når de fylder 70 år. En ny opgørelse viser, at Aarhus Kommune i øjeblikket har 41 ansatte, som har passeret 70 år.

Mere gennemskuelighed

Ifølge Per Jensen, chef for HR og Organisation, Aarhus Kommune, havde kommunen i 1990’erne en central seniorpolitik, men efterfølgende er seniorpolitikker blevet aftalt i de enkelte magistratsafdelinger. Den model vil Aarhus Kommune gerne holde fast i, men en central seniorpolitik for, hvordan Aarhus Kommune vil sikre, at medarbejderne også kan holde til at gå på arbejde, i takt med at pensionsalderen stiger, kan være en mulighed, mener Per Jensen.

»Man kan sagtens have det synspunkt, at hvis vi fælles vedtog en seniorpolitik på det overordnede plan, så ville området blive mere gennemskueligt,« siger Per Jensen, som fortæller, at Borgmesterens Afdeling i øjeblikket arbejder med jobmuligheder i ”livsfaseperspektivet”.

»Men det er et svært perspektiv, som vi skal øve os på. Rekrutterings- og fastholdelsesudfordringerne, der lige nu er meget tydelige på bl.a. sosu-medarbejder og sygeplejerskeområdet, vil fortsætte også i de kommende år,« siger Per Jensen.

Aarhus Kommune har i dag ca. 21.430 fuldtidsansatte. Godt 300 medarbejdere er fyldt 65.