Fortsæt til indhold
Aarhus

»Vi har nået meget med bare ét mandat«

Endnu har Alternativet i Aarhus Byråd ikke fået støtte nok til at få vedtaget et af partiets forslag, men Alternativet har for alvor fået klima- og miljødebatten på dagsordenen i Aarhus, mener byrådsmedlem Liv Gro Jensen (AL).

Vigtigt, udfordrende og meget formende i forhold til at blive et lokalparti.

Sådan lyder Alternativets byrådsmedlem i Aarhus Byråd, Liv Gro Jensens, beskrivelse i tre ord af partiets første år som repræsenteret i det lokale Aarhus-demokrati. Efter et år i Aarhus Byråd mangler det nye parti endnu at få støtte nok fra de øvrige partier til at få gennemført et forslag i sin helhed, men ifølge Liv Gro Jensen er Alternativet blevet lyttet til. Flere analyser – bl.a. om muligheden for solceller på kommunale bygninger – er sat i gang som følge af det budgetforlig for 2019, som Alternativet i september sidste år var med til at indgå. Derfor er partiet, der blev dannet i 2013 med ambition om at omstille Danmark til bæredygtighed både miljømæssigt, socialt og økonomisk, også tilfreds med resultaterne efter et år i Aarhus Byråd.

»Vi har nået meget med bare ét mandat. Vi kan nå meget længere, men vi har fået sat analyser i gang på flere af vores mærkesager i budgetforhandlingerne. Og det er godt. Der skal faktisk noget benarbejde til, inden forslagene kan sættes i gang. Så benarbejdet er det første skridt frem til de næste budgetforhandlinger,« siger Liv Gro Jensen, som kom i byrådet med 2.441 personlige stemmer af i alt 9.327 stemmer til partiet, hvilket svarede til 4,9 pct. af alle afgivne stemmer i Aarhus Kommune.

I betragtning af at vi er et nyt og et lille parti, så synes jeg faktisk, at vi har sat en rigtig god klimadagsorden i gang
Liv Gro Jensen, Alternativet

Baglandet bakker op

Ifølge Liv Gro Jensen er Alternativets bagland i Aarhus Kommune også tilfreds med de foreløbige resultater, i forhold til hvad der fra partiets side er sat på dagsordenen. Alternativet har også være medforslagsstiller på flere sager på byrådsdagsordenen gennem året. I efteråret fik Alternativet også Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre til at gå med i et forslag om at øge andelen af plantebaseret kost i de kommunale køkkener og at sikre, at alle institutioner og kantiner i Aarhus Kommune tilbyder borgerne en fast mulighed for et plantebaseret måltid. Efter den første behandling i Aarhus Byråd trak borgmester Jacob Bundsgaard (S) sit partis støtte til forslaget, som dermed mistede det nødvendige flertal. Den beslutning ærgrer Liv Gro Jensen, men hun glæder sig over den store debat, som forslaget satte i gang. Både i og uden for byrådssalen.

»Det var skuffende at opleve, at der gik så meget politik i sagen, at et så vigtigt tema som klimadagsordenen, bliver nedprioriteret. Det må bare ikke ske. Jeg ville da helt klart gerne have haft, at forslaget var gået igennem, men vi har fået sat plantebaseret kost til debat. Det har man talt om i miles omkreds, og andre kommuner vil nu også tage emnet op,« siger Liv Gro Jensen.

Hvad skal til, tror du, for at I lykkes med at sætte klimadagsordenen for alvor i byrådssalen?

»Det synes jeg egentlig allerede det er. Der findes ikke et område, som jeg er mere ambitiøs på, end klimaområdet. Så på den måde er jeg ikke tilfreds, før end hele verden er reddet. Men taget i betragtning af at vi er et nyt og et lille parti, så synes jeg faktisk, at vi har sat en rigtig god klimadagsorden i gang,« siger Liv Gro Jensen, som understreger, at partiet vil køre på med nye klima- og miljøforslag i 2019.

Hvad har I lært af det første år i byrådet?

»Vi har lært meget. Bl.a. at vi skal gøre tingene på forskellig vis. Nogle gange skal vi gå efter den brede opbakning, inden vi stiller et forslag. Andre gange skal vi bare gøre det uden forarbejde med de andre partier. Vi kan konstatere, at mange andre partier nu også taler biodiversitet og klima. Uden at være selvfede, så tænker jeg, at det bl.a. er fordi vi er der, og fordi vi bliver ved med at stille forslag til forandringer på klimaområdet. Det bedste vil jo i virkeligheden være, hvis alle partier vil stå sammen om at løse udfordringen. I Alternativet har vi ikke brug for at positionere os alene i et hjørne. Vi vil bare have flest muligt med på den samme dagsorden, så det fortsætter vi med i år. Aarhus skal i aller højeste grad fremad i klimadagsordenen. Det rykker, men det går bare lidt langsomt«.

En tung mastodont

I din nytårs-update på Facebook skriver du, at »politik er den mastodont, som har været tungest at arbejde med for mig«. Hvad mener du med det?

»Jeg mener, at der tit er fokus på politik som en eller anden form for spil. Det spil har sine helt egne regler, som skal ende med, at mange bliver tilgodeset. Jeg synes, at man skal bruge mere tid om at samle sig om sagen i stedet, så forslagene bliver bedre. Der går så meget politik i det i dag, at indholdet kommer bagerst. Hvis et forslag er godt, så kan det vel være lige meget, hvem der har fremsat det. Min bekymring er bl.a., at hvis politikere hellere vil holde fokus på positionering frem for på sagen, så mister vi befolkningens opbakning. Det handler jo ikke om, at man som politiker ikke kan have forskellige holdninger. De forskellige holdninger skal bare bruges til at gøre forslagene bedre.«

Liv Gro Jensen blev som følge af konstitueringsaftalen efter kommunalvalget i 2017 tildelt posterne som formand for for social- og beskæftigelsesudvalget, medlem af kulturudvalget og medlem af teknisk udvalg. Hun er også medlem af repræsentantskabet og bestyrelsen for Midttrafik.

Du skriver også på Facebook, at politik slider på dig – og på din »tro på, at mennesket grundlæggende vil hinanden det bedste«. Hvad mener du med det?

»Det første halve år i byrådet var hårdt i forhold til tempoet og mængden af sager. Jeg vil gerne have sat tempoet lidt ned, men det er ikke det, der slider på mig mere. Men politik er et spil med egne regler. Dem er der mange, som bare samtykker til, og alle er søde og rare og dejlige mennesker. Når der går politik i den, så skal man ikke være alt for blåøjet, og det er barskt at være i. Jeg holder min egen sti ren i forhold til at være loyal og ærlig, selv om man oplever, at andre ikke er det over for en,« siger Liv Gro Jensen, som ikke ønsker, at fortælle om konkrete sager, hvor hun føler sig trådt på.

»Det kan være i mange forskellige situationer, hvor jeg bliver udfordret på de punkter. Men jeg har nok også høje forventninger til ærlighed og loyalitet, og derfor kan jeg nok også hurtigt blive skuffet i politik,« siger Liv Gro Jensen, som med tre ord beskriver sit første år som lokalpolitiker som værende »et kulturstudie, hektisk og spændende«.