Politikere: Vi har valgt den bedste kandidat
Et enigt regionsråd i Region Midtjylland har ansat tidligere regionsrådsformand Bent Hansens (S) datter, Pernille Blach Hansen, som ny regionsdirektør.
Da tidligere folketingsmedlem Pernille Blach Hansen i sommeren 2017 søgte stillingen som ny teknisk direktør i Aarhus Kommune, afviste den borgerlige fløj i byrådet ansættelsen med begrundelserne manglende erfaring og ditto kompetencer.
Pernille Blach Hansen var ellers af det røde byrådsflertal udset til at skulle være øverste administrative leder for afdelingen med ca. 1.350 medarbejdere, men på grund af byrådsballaden valgte hun dengang at trække sig som kandidat. Nu får Pernille Blach Hansen det øverste administrative ansvar for ca. 26.390 fuldtidsansatte medarbejdere i Region Midtjylland. Hun er indstillet til jobbet af et enigt bedømmelsesudvalg, af et enigt forretningsudvalg og onsdag af et enigt regionsråd, som tæller 41 medlemmer.
»Pernille Blach Hansen har været til to samtaler og en test. Hun har noget af det, som vi har brug for i regionen, herunder erfaring med forskellige sektorer. Hun er i min optik den kandidat, som kan varetage Region Midtjyllands behov bedst,« siger Carsten Kissmeyer (V), 2. næstformand i Region Midtjylland.
Efter otte år som direktør i hhv. Lego Group og Grundfos vender Pernille Blach Hansen nu tilbage til offentlig topledelse. Det har hun siddet med før som direktør for Miljø og Teknik i Randers Kommune.
»Den kommende regionsdirektør har erfaring fra både den private og den offentlige sektor, og jeg er sikker på, at hun kan løfte opgaven som regionsdirektør med respekt for de særlige betingelser, der kendetegner politisk ledede organisationer. Samtidig er jeg lige så sikker på, at hun kan bidrage med nye perspektiver på strategi og ledelse,« siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland.
Anders Kühnau ser ligesom Carsten Kissmeyer ingen udfordringer med, at Pernille Blach Hansen var medlem af Folketinget for Socialdemokratiet fra 1998 til 2006. Og der er ifølge regionsrådet heller ingen problemer med, at Pernille Blach Hansens far, Bent Hansen (S), var øverste politiske chef i Region Midtjylland frem til 1. januar 2018.
Hun er i min optik den kandidat, som kan varetage Region Midtjyllands behov bedstCarsten Kissmeyer (V), 2. næstformand i Region Midtjylland
»Pernille Blach Hansen er sig selv. Der er ingen dårlig karma omkring Bent Hansen i regionen, og Pernille Blach Hansen har gået andre veje og har aldrig tidligere været involveret i Region Midtjylland. Hun er Bent Hansens datter, men det er underordnet for det job, som hun skal have som øverste administrative chef,« siger Anders Kühnau, der understreger, at Pernille Blach Hansen alene er valgt på grund af sine kvalifikationer.
Anden profil
Regionsdirektør stillingen blev ledig i september, da forretningsudvalget valgte at afskedige den daværende regionsdirektør, Jacob Steengaard Madsen. Årsagen til afskedigelsen var en personalesag, hvorefter forretningsudvalget satte fokus på ledelsesmæssige udfordringer, herunder samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere. Derfor er forretningsudvalget gået efter en anden profil.
»Det får vi med Pernille Blach Hansen, som er åben og lyttende. Men hun kan også skære igennem, når det er nødvendigt,« siger Anders Kühnau.
Pernille Blach Hansen ser frem til at være med til at realisere Region Midtjyllands visioner.
»Samtidig er det vigtigt for mig, at Region Midtjylland fortsat er en arbejdsplads, hvor medarbejderne har lyst til og mulighed for at yde deres bedste. Det bliver rigtigt spændende at arbejde med,« siger Pernille Blach Hansen, som tiltræder jobbet i midten af februar 2019.
Hun betegner sig selv som en leder, der tager udgangspunkt i trivsel og åbenhed.
»Jeg lægger stor vægt på en direkte dialog. Det er også måden, som man skal tage de svære samtaler på,« siger Pernille Blach Hansen, der pointerer, at hun gennem sin karriere har erfaring med komplekse organisationer, og at hun har haft globalt ansvar. Og så spørgsmålet om det at være sin fars datter og komme til at arbejde i Region Midtjylland?
»Jeg er 44 år, og jeg har altid arbejdet på egne ben. I øvrigt har jeg søgt et andet job end det, min far havde«.