80 pct. af årets dødsulykker skyldes uopmærksomhed
Uopmærksomhed i trafikken i dag er at sammenligne med holdningen til spritbilisme i 1970'erne, siger leder af Østjyllands færdselspoliti og kalder på en holdningsændring blandt bilister.
Østjyllands Politis færdselsafdeling varsler et særskilt fokus på uopmærksomhed hos bilister i 2019.
Amrik Singh Chadha, leder af færdselspolitiet ved Østjyllands Politi, kalder uopmærksomhed en stigende tendens, som politiet vil for<DB>følge målrettet i 2019.
Han har analyseret dødsulykker i trafikken i Østjylland fra januar til slutningen af november 2018, og op mod 80 pct. af de i alt 16 skyldes manglende orientering, distraktion eller uopmærksomhed.
Vejdirektoratets ulykkesrapport for 2017 tegner samme billede – uopmærksomhed kan forklare 61 pct. af alle dødsulykker, hvor det tidligere har været mellem 35 og 40 pct.
»Patruljer skriver dagligt sager på det,« siger Amrik Singh Chadha, men påpeger, at vi ikke kan kontrollere os ud af problemet.
Der er behov for en holdningsændring, siger han og sammenligner det med spritkørsel i 1970’erne.
Man skal simpelthen lade være med at bruge sin mobil, tage noget fra handskerummet og tasken eller vende sig om og tysse på børnene. Kør bil, når du kører bil.Amrik Singh Chada, leder af færdselspolitiet
»Vi er nødt til at italesætte, at der er behov for en adfærdsændring. I 1970’erne var det ikke sådan, at folk decideret standsede en person i at køre spritkørsel. I dag er det jo helt uacceptabelt, og de fleste vil nok træde ind,« siger han og afviser, at der skal gå 10 år.
Fra den 1. januar giver det med en ny lov fra folketinget et klip i kørekortet at bruge håndholdt mobiltelefon, og det tror Amrik Singh Chadha vil betyde meget.
Svært at bevise
Til forskel fra spritbilisme er det svært at trække statistik på, hvor mange ulykker eller uheld der skyldes uopmærksomhed. Antallet af sager med billister, der har brugt håndholdt mobiltelefon, er faldet siden 2015, men det siger ikke nødvendigvis noget om antallet af uopmærksomme bilister. F.eks. gemmer der sig mange sager om uopmærksomhed under færdselslovens generelle paragraf 3, der siger, at trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, forklarer Amrik Singh Chadha. Og bilister, der har været involveret i uheld, er heller ikke så tilbøjelige til at fortælle, hvis de har været distraherede.
»De færreste vil jo inkriminere sig selv. Så selvom vi kan have en formodning, kan vi ikke bevise det.«
Når han konkluderer, at op mod 80 pct. af dødsulykkerne i Østjylland i år skyldes uopmærksomhed, er det således, fordi der ikke er andet, der kan forklare ulykkerne.
»Der er ting, som vi ikke kan forklare på anden måde. Når der ligger en iPad i bunden af bilen i forbindelse med en dødsulykke, er det sandsynligvis, fordi vedkommende har rodet med den. Og hvorfor kører man op i en arbejdsvogn, som holder på motorvejen? Det er underligt, at man kommer ud i nødsporet på motorvejen,« eksemplificerer Amrik Singh Chadha.
Tragiske ulykker
I juni mistede en kvinde livet på Djursland, fordi hun blev påkørt bagfra og skubbet over i den modsatte side, hvor der skete et frontalt sammenstød med en modkørende. Forklaringen lyder, at personen, der påkørte hende bagfra, var ved at justere radioen.
»Det er så tragisk. Og der er ingen fortrydelsesret, når det sker,« siger Amrik Singh Chadha.
»Vi kan alle blive ofre for en uopmærksom bilist. Man skal simpelthen lade være med at bruge sin mobil, tage noget fra handskerummet og tasken eller vende sig om og tysse på børnene. Kør bil, når du kører bil.«
Siden Amrik Singh Chadha dykkede ned i dødsulykkesstatistikken, er der sket flere dødsulykker i trafikken.