Fortsæt til indhold
Aarhus

Det sidste barn forlader Dalgaarden på torsdag

Torsdag rejser det sidste barn fra Behandlingshjemmet Dalgaarden i Højbjerg.

Det er uigenkaldeligt slut med anbragte børn på Behandlingshjemmet Dalgaarden i Højbjerg, når det sidste barn torsdag fraflytter institutionen.

I oktober opsagde Aarhus Kommune driftsoverenskomsten med den selvejende institution, som åbnede i 1961. Og konsekvensen af den opsagte aftale var, at Aarhus Kommune hurtigt gik i gang med at finde nye opholdstilbud til de anbragte børn på Dalgaarden.

»Det sidste barn rejser afsted på torsdag. Så er der ikke flere børn på Dalgaarden, men vi har i denne uge fortsat fratrædelsessamtaler med personale,« siger konstitueret forstander Gitte Bach Jensen, Dalgaarden.

Bestyrelsen for Dalgaarden besluttede efter udmeldingen fra Aarhus Kommune, som har haft flest børn anbragt på institutionen, at Dalgaarden lukker senest den 31. december 2018. Socialudvalget i Aarhus Kommune blev i begyndelsen af december orienteret om, at otte ud af de 17 anbragte børn med Aarhus som hjemkommune, ville være fraflyttet Dalgaarden senest den 1. december. Børnene er blevet anbragt på Miniinstitutionerne under Børnecentret, Struer Skolehjem og et søskendepar er kommet i familiepleje. De resterende ni børn er - eller vil blive - flyttet til andre tilbud. Der er bl.a. tale om pladser internt i Socialforvaltningen og i familiepleje.

I orienteringsskrivelsen til Socialudvalget skriver Aarhus Kommune også, at tre ud af 37 fastansatte medarbejdere på Dalgaarden pr. 1. december 2018 havde fundet andet arbejde på egen hånd. Sidste personale skal fratræde sin stilling pr. 1. oktober 2019. Personalet forsøges i videst mulige omfang genplaceret i Sociale Forhold og Beskæftigelse. Der er også indgået aftale med Børn og Unge, Aarhus Kommune, om, at lærerne på den interne skole på Dalgaarden har mulighed for at indgå i Børn og Unges genplaceringsaftaler.

Salg til investor

Dalgaardens bestyrelse afsøger i øjeblikket muligheden for bygningernes anvendelse, herunder mulighederne for salg til privat investor. En af årsagerne til, at Aarhus Kommune i oktober trak sig fra aftalen med Dalgaarden, var økonomi. Aarhus Kommune har mistet tiltroen til, at Dalgaarden kunne genoprette økonomien. Parterne er efterfølgende blevet enige om det økonomisk mellemværende og vilkårene for indfrielsen heraf.

Som omtalt tidligere i JP Aarhus blev Dalgaarden i december 2017 varslet lukket af Socialtilsynet på grund af bl.a. . uacceptable magtanvendelser. Aarhus Kommunes socialforvaltning indsatte den 1. februar 2018 to ledere fra kommunen som konstitueret ledelse på Dalgaarden, hvilket efterfølgende fik Socialtilsyn Midt til at annullere sin påtænkte afgørelse om lukning af Dalgaarden. Men økonomien på institutionen har gennem de senere år også været en bekymring hos Aarhus Kommune, som sammen med Dalgaardens bestyrelse indgik en samarbejdsaftale, der bl.a. skulle rette op på økonomien.

I juni konstaterede Dalgaardens bestyrelse, at man ikke kunne leve op til samarbejdsaftalen, hverken for så vidt angår økonomi, faglighed, personale eller arbejdsmiljø. Dengang var konstateringen et merforbrug på 8,1 mio. kr. i 2018.