Ry nærmere opførslen af nyt trailcenter
Lokale og Anlægsfonden og Danmarks Idrætsforbund har sammen med idrætsforeninger og andre aktive fritidsbrugere af naturen i Skanderborg Kommune udviklet et nyt mødested, der skal understøtte interessen for at være aktive i naturen. LOA støtter byggeriet Trailcenter Søhøjlandet med 2,4 mio. kr.
Trailløbere, mountainbikere, orienteringsløbere og en lang række af skovens øvrige fritidsbrugere i Ry har afsluttet en stor udviklingsproces sammen med Lokale og Anlægsfonden (LOA) og Danmarks Idrætsforbund. Nu gør de klar til at forberede deres nye mødested i naturen Trailcenter Søhøjlandet. Det skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Den nyeste motionsvaneundersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut viser, at andelen af voksne danskere, der dyrker idræt i naturen, er steget fra 36 pct. i 2011 til 44 pct. i 2016, men der mangler faciliteter til at understøtte interessen.
Det nye trailcenter skal derfor danne ramme om en bred række idrætsaktiviteter i naturen og give nye brugere mulighed for at dyrke det aktive udeliv, herunder blandet andet børn og unge, som modsat voksne er mindre i naturen.
Trailcenter Søhøjlandet er det første eksempel ud af i alt fem trailcentre, LOA og DIF har udviklet sammen.
Jakob Færch, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden siger i meddelelsen:
»Trailcentret bygger videre på vores erfaringer med grønne rum og matcher nutidens og fremtidens tendenser inden for idræt og udeliv i naturen. Faciliteten er et bud på et moderne mødested, der rummer hele paletten af udeaktiviteter og med sin centrale funktion og placering giver naturoplevelsen kvalitet og sænker barrieren for nye brugere ved at formidle og gøre idræt i naturen tilgængelig.«
Trailcenter Søhøjlandet kommer til at bestå af to geografisk adskilte trailstationer - den ene placeret bynært og koblet til Ry Hallerne ved Siim Skov. Den andet bliver større med flere funktioner og får placering midt ude i naturen på Sletten vest for Himmelbjerget. Skanderborg Kommune har planer om at udvide trailcentret med flere stationer på sigt.
»Det er en fornøjelse at se de første resultater af det hårde arbejde i Skanderborg Kommune. Vi håber, at andre kommuner vil lade sig inspirere af Trailcenter Søhøjlandet, så ideen om trailcentre kan blive udbredt til hele landet og i sidste ende inspirere endnu flere til at være aktive i naturen,« siger Tage Nielsen, Formand for Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget i Skanderborg Kommune.