Fortsæt til indhold
Aarhus

Sådan finder stormagasinet prisen på udsalgsvarer

Stormagasinet Salling oplever, at kunderne jagter tilbuddene på nogle helt specifikke varegrupper under udsalgsperioden i januar.

Den lysende røde sløjfe, som har indbundet Sallings varehus gennem julemåneden, bliver pillet ned og erstattet af skilte med procenter, som kunderne nu kan spare.

Og når Sallings døre åbner op for januarudsalget, er det ikke tilfældigt, hvad kunderne hiver fat i. Mange går nemlig efter det samme, fortæller direktøren i Salling Aarhus, Lars Højgaard Rasmussen.

»Den største varegruppe er altid tøj og sko. Både til kvinder, herrer og børn. Dernæst er det typisk beauty og home, men det er klart tøjet, de går efter,« fortæller han.

Interessen for tøj og sko overrasker ikke Lars Højgaard Rasmussen.

»For det første er det en stor varegruppe i forvejen. Det er generelt noget, som kunderne shopper efter hele året, så det er helt naturligt,« siger han og tilføjer, at tendensen kan ændre sig lidt ved højtider, hvor bolig og beauty bliver en større del af gaverne.

Priser i sidste øjeblik

Det er ikke til at sige på forhånd, hvor meget varerne bliver nedsat under udsalgsperioden. Først i dagene op til kigger man på, hvilke varer der er tilbage fra sæsonen, og sætter priser på.

»Det er selvfølgelig et større arbejde, fordi det drejer sig om mange varer. Det er ikke lige gjort på en time. Det kan vi godt bruge en dags tid på,« fortæller Lars Højgaard Rasmussen.

Hver enkelt vares pris bliver individuelt vurderet, lige inden udsalget skydes i gang. Og som køber kan man kun håbe på, at yndlingstrøjen ikke har været alt for populær.

»Prisen kan afhænge af, om man har mange tilbage, og om den er særligt populær. Hvis varen har været meget populær, er der måske færre tilbage, og så bliver den mere attraktiv. Så er det ikke sikkert, at den sættes lige så meget ned,« siger han.

Direktøren fortæller, at man i Salling vil kunne spare op til 50 pct. og måske mere inden for alle varegrupper. Men den endelige beslutning bliver ikke taget før i sidste øjeblik.

Massive shoppedage før nytår

Nogle afdelinger bliver ekstra bemandet under udsalgsperioden, mens andre kan klare sig uden. Men særligt i de første dage mellem jul og nytår, hvor udsalget begynder, skal medarbejderne løbe stærkt.

Det traditionelle januarudsalg starter nemlig allerede den 27. december. Og de sidste decemberdage kommer Salling til gode, for det er især her, at danskerne kommer ud, fortæller Lars Højgaard Rasmussen.

»Mange benytter perioden mellem jul og nytår til at holde fri, og det er en rigtig stor shoppeuge, hvor man har mange fridage over en periode. Når frokosterne er overstået, får folk lyst til at komme ud at opleve noget.«

At danskerne elsker at shoppe i dagene op til nytår, kan også skyldes en ny tendens, mener Lars Højgaard Rasmussen:

»Forårsvarerne kommer allerede nu, og så er det klart, at de andre varer begynder at blive mindre interessante, så der skal gøres plads. Der er en tendens til, at kunderne efterspørger nye varer tidligere og tidligere.«

Han forklarer, at der modsat tidligere er flere sæsoner end de klassiske vinter, forår, sommer og efterår, og derfor lander de nye varer også oftere på hylderne. Og kunderne følger med. Lars Højgaard Rasmussens erfaring er nemlig, at mange står klar og gerne køber forårsvarerne allerede i december.